Billede beskrivelse

Hans Ole er glad: Det var et godt år for handlen

22. marts 2025 kl. 19.03

SÆBY: På Sæby Handelsstandsforenings velbesøgte ordinære generalforsamling den 19. marts, kunne formanden Hans Ole Kalhøj dårligt få armene ned, da han i beretningen gennemgik foreningens arrangementer i 2024.

Beretningen bar i den grad præg af de mange arrangementer som Sæby Handel havde været en del af i festligholdelsen af Sæbys 500-års Købstadsjubilæum.

- Det flotteste program nogensinde i vores tid, slog Kalhøj fast.

Den succesfulde markering af jubilæumsåret i Sæby, har givet genlyd helt til Helsingør, der til næste år skal holde byens 600-års jubilæum.

- Her var der nogle som var interesseret i at høre, hvordan vi havde organiseret forløbet og hvilke erfaringer vi havde gjort os, fortalte Hans Ole Kalhøj.

Billede beskrivelse

Formanden glædede sig blandt andet over forskønnelsen af Sæby Torv, som ved hjælp fra en række sponsorer havde fået opført en permanent overdækket scene, blomsterkummer, møbler og ikke mindst Frederikshavn Kommunes anlæg af ny juletræsfod, centreret midt på torvet.

Bestyrelsen er bevidst om, at torvet signalerer, hvad Sæby står for og må ikke komme til at ligne ”Palles Tivoli”, hvorfor vi på sigt ønsker at stille krav til, hvad man stiller op på torvet, bebudede formanden.

Søren Jensens ejendom

Midt i al glæden op optimismen for byen i almindelighed og handelsstandsforeningen i særdeleshed, irriterede det Kalhøj, at Sørens Jensens gamle ejendom på Krystaltorvet i flere år har stået tom. Det planlagte boligprojekt er strandet, fordi Frederikshavn Kommune ikke ønsker at give de nødvendige lånegarantier til boligforeningen Vesterport, der i dag ejer bygningen.

- Kommunen har valgt at stoppe med garantier de sidste 3 år, da man mener at have 400 ledige boliger i Frederikshavn by.

- Hvad hjælper det, hvis det er i Sæby folk vil bo?

- Hvorfor skal vi bøde for, at der er for mange almene boliger i Frederikshavn, spurgte formanden i sin beretning.

Foreningens økonomi

Takket være god opbakning og påpasselige folk i bestyrelsen, har foreningen en sund og stærk økonomi.

- Med en egenkapital på godt 200.000 kroner er foreningen godt polstret til de fremtidige udfordringer der står og banker på, sagde formanden.

Gæster der besøger byen er glade for, at butikkerne har tilladelse til at holde åbent på helligdage.
Halloween er igennem årene blevet stadig mere populær og har for længst overhalet fastelavn.

Turismens store betydning for byen og kommunen havde en central placering i beretningen.
Her applerede foreningen til, at Frederikshavn Kommune fremadrettet får ændret strukturen i de offentlige tilskudskroner til turismen.

- Selv om vi kan bryste os af to virkelig flotte campingpladser og velfungerende hoteller, vandrerhjem og pensionater, mangler vi stadig overnatningskapacitet.

-Den nye havn kommer først fuldt ud til sin ret, når den sidste del af projektet med de røde bygninger fjernes og området udvikles med blandt andet hotel, lød opfordringen fra formanden.

Alle valg var genvalg og der blev ikke ændret på konstitueringen.

Bestyrelsen består således fortsat af Hans Ole Kalhøj, formand, Michael Christensen, næstformand, Martin Pedersen, kasserer, Henrik Christensen, aktivitetschef og de øvrige medlemmer er Mette Krarup, Søren Frederiksen og Nikolai Ronne samt Rune Dam Dyhr, der repræsenterer Sæby Erhvervsforening

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste