Hærværk mod fodboldbaner: Scooter-bøller slap væk
FREDERIKSHAVN: Inspektør Ronni Kirkelund Jensen var selv til træning på FfI’s anlæg ved fodboldvej, da der søndag kl. 17 blev begået hærværk mod en af de andre træningsbaner ved at to unge på scootere morede sig med at lave dybe spor i græsset. Han hørte scooterne, og sammen med træningskammerater løb han ud mod de nordligste baner, hvor lyden kom fra.
Det lykkedes ikke at fange scooter-drengene. Heller ikke, da de en time senere dukkede op igen.
De forsvandt ad den nyetablerede sti, der går vest om baneanlægget og fører til Atletikkvarteret.
Ronni Kirkelund Jensen håber, at de to drenge eller deres forældre vil gøre det rigtige og tage ansvar for deres handlinger.
- Banerne er bløde på denne tid af året, så det er temmelig dybe spor, hvor græsset er væk. Sporene skal fyldes med sand og nyt græs sås. Der vil gå tre-fire måneder, inden græstæppet er retableret. Jeg håber, at forældre i området vil tage en snak med deres unge scooter-ejere, siger inspektøren.
Han føjer til, at det ikke kun er de helt unge, der laver dumme ting på Fodboldvej. I vinterens løb har flere biler været inde på træningsbanerne for at lave hjulspin og køre i cirkler. Da var banerne heldigvis frosne, så der skete ikke skade på græsset.