Billede beskrivelse

Grand Prix-ugen luner i en kold tid hos butikker og spisesteder

17. februar 2026 kl. 14.02

FREDERIKSHAVN: På en frostkold februardag med en nordenvind, der går gennem marv og ben er der altså ikke mange shoppinggæster i gågaden. De handlende har kun én ting at glæde sig over, nemlig at de kan være inde i varmen, når først de har fået gadeudstillingen sat ud. Men det er ensomt i butikkerne.

Sådan har det bare ikke været den seneste uge i Frederikshavn. Her har der trods kulden været liv i gågaden og handel i butikkerne. Takket være Melodi Grand Prix, som har trukket rigtig mange gæster til byen, både medvirkende og publikum. Mange har taget en overnatning eller to og skal jo så også lige ned i byen og se butikkerne.

Billede beskrivelse

Det bekræftes af butikschef Jeanette Mogensbæk, tøjeksperten, der selv var i butikken i weekenden, og det var virkelig dejligt at se mange mennesker i gågaden på en kold vinterdag.

Hotellerne melder om stort set udsolgt i forbindelse med Melodi Grand Prix, og det fortsætter frem mod MGP, som næsten er endnu større.

- Vi har haft alle kunstnerne boende op til Melodi Grand Prix, og i disse dage rykker DR-holder ind, som skal producere MGP, siger indehaver af Hotel Herman Bang, Lars Dannervig, som også har mange bookinger fra forældre og bedsteforældre til de unge stjerner.

- Og så oplevede vi noget sjovt i weekenden i Restaurant Empire, nemlig at alle borde var reserveret fra kl. 15, men det var selvfølgelig for, at folk kunne nå op i Arena Nord i god tid inden aftenens show, siger hoteldirektøren, der også kan bekræfte, at hans kolleger på de øvrige hoteller har haft travlt og stadig har det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste