Glæde i Strandby: Byen får igen sin egen læge
STRANDBY: Fra 1. maj kommer der igen liv i lægeklinikken på Strandvej i Strandby. Ja, liv har der nu været et par uger, for læge Jon Tallinger og hans familie har knoklet med at renovere klinikken, som han har købt af byens tidligere læge.
Jon Tallinger er født i Malmø og uddannet læge i Sverige, hvor han arbejdede, indtil han i 2020 flyttede til Danmark med sin familie, der består af hustruen Anna og fire børn i alderen 10-25 år.
Familien bosatte sig i Aalborg, hvor Jon fik job som læge i Alles Lægehus.
- Jeg er 55 år og har længe haft en drøm om at få min egen praksis, gerne i et mindre lokalsamfund, hvor jeg kan udvikle klinikken til et sundhedshus, og da muligheden opstod i Strandby, slog jeg til. Jeg har købt klinikken her på Strandvej samt nabogrunden, så der er mulighed for udvidelse. Og jeg har samtidig overtaget ydernummeret til Det midlertidige Lægetilbud på Rådhus Allé i Frederikshavn, forklarer Jon Tallinger.
De 1600 patienter tilknyttet Det midlertidige Lægetilbud har fået meddelelse om, at de overflyttes til klinikken i Strandby, hvilket de 1300 har accepteret, mens 300 har valgt andre læger. Jon Tallinger kan ifølge reglerne have 2700 patienter, så der er plads til 1400 flere, men da befolkningsgrundlaget i Strandby-Elling er på 4000, kan der hurtigt opstå en situation, hvor Jon Tallinger må lukke for tilgang.
- Jeg håber inden for overskuelig tid at kunne tiltrække og ansætte endnu en praktiserende læge, så klinikken får plads til alle de patienter, der ønsker det, siger Jon Tallinger, der tager to sygeplejersker med sig fra Alles Lægehus.
Det er først muligt at kontakte klinikken i Strandby efter 1. maj for at skifte læge. Denne dag er en skiftedag, hvor journalerne overføres, men hvor Jon Tallinger endnu ikke har adgang til dem. Det får han først 2. maj, men så skulle det hele køre.
- Strandby Fællesvirke har spillet en aktiv rolle i bestræbelserne for at få en ny læge til Strandby. Man har i hele forløbet været i dialog med professor Janus Laust Thomsen fra Aalborg Universitet og regionspolitiker Kirsten Morild Andersen om at finde og tiltrække læger til området. Fællesvirket har de seneste to år forsøgt sig med at kontakte læger i hele landet og udsendt op til flere jobopslag samt indslag omkring situationen i Strandby, fortæller Peter Stokbro og Jørn Andersen fra Fællesvirket.
Det lykkes tilbage i december måned at få en dialog med Jon Tallinger om mulig etablering, som nu heldigvis er endt positivt for Strandby og hele oplandet.