Genåbner til marts: Jill og Kim lukker ikke helt alligevel
SKAGEN: Egentlig var planen, at bageriet skulle lukke med udgangen af året. Det meddelte bagerparret Jill og Kim Byrdal fra Krages Bageri i Skagen i september. Men sådan skulle det ikke helt gå alligevel.
Det viser sig, at lejemålet på Sct Laurentiivej 8 ikke ophører før 31.august 2025, og bagerparret Jill og Kim Byrdal har derfor besluttet at fortsætte med cafédelen af bagerbutikken aller nordligst i byen, indtil lejemålet udløber, det oplyser Jill Byrdal.
- Kim har sagt ‘yes’ til at bage de kager, sandwichstykker, boller med mere, som vi skal have i caféen, fortæller hun.
Desuden vil bager-caféen som noget nyt have Ryå-is, og det vil blive muligt, også som noget nyt, at få vafler med is og is-desserter i caféen.
Ifølge Jill Byrdal vil der ikke længere være bagerudsalg i forretningen, men til gengæld café med Krages velkendte sortiment, som salater, sandwich med flæskesteg, frikadeller og meget mere.
Genåbner til marts
Men inden da holder parret butikken lukket i januar og februar, og forretningen åbner i starten af marts igen, som bagercafé.
Da bagerparret i september meldte ud, at de ville lukke butikkerne med udgangen af året, handlede det blandt andet også om, at det er svært at rekruttere bagere, og parret skrev dengang således på bageriets facebookside:
- Vi vil ikke for enhver pris hutle os gennem de næste arbejdsår, fordi vi ikke har de bagere, der er nødvendigt for at drifte vores virksomhed. Kim er blevet 60 i sommer, og vi kan ikke, som vi har kunnet "bare arbejde os ud af tingene", hvis vi har manglet hænder, skrev de i opslaget dengang.
Men nu tager bagerparret alligevel endnu en sæson på matriklen i Østerby, bog i en lidt anden form end tidligere.
Man kan følge med på facebooksiden Krages Bageri for seneste nyt om åbning.