Gamle bygninger viger pladsen for nyt i gågaden
FREDERIKSHAVN: To større bygninger i gågaden er revet ned for at give plads til et nyt samlet byggeri, der går navnet Optikergården. Nedrivningen er netop færdig, og nu venter jordbundsprøver og ingeniørberegninger, inden nybyggeriet kan gå i gang. Bygherrerne, Jan Thaarup og Ulrik Bisgaard regner med at være klar til støbning af fundament om en måned.
De to bygherrer ejede hver sin af de nu nedrevne bygninger, der husede henholdsvis Matas og Rosenborg Sko. I et baghus drev optiker Knud Jørgensen brilleforretning. Det er hans forretning, der med over 100 år på bagen giver navn til det ny kompleks, der vil indeholde to eller tre butikslejemål på i alt 420 kvadratmeter samt 13 lejligheder på de overliggende etager.
Jan Thaarup og Ulrik Bisgaard forventer at have facaden mod gågaden lukket, så afspærringen kan fjernes eller indskrænkes væsentlig i god tid inden julehandelen, mens hele byggeriet vil stå færdig i april-maj næste år.
De to bygherrer mærker allerede stor interesse for lejlighederne i Optikergården, men de er endnu ikke så langt i projektet, at de kan sige noget om den fremtidige husleje.