Frederikshavn Teaterforening modtager hæderspris ved landsdækkende teaterseminar
FREDERIKSHAVN: Denne weekend samlede Danmarks Teaterforening 64 teaterforeninger fra hele landet til det årlige teaterseminar – en intens og inspirerende begivenhed, hvor teaterproducenter og andre aktører i branchen mødes for at udveksle idéer og præsentere forestillinger til den kommende sæson 2026/27.
Seminaret bød på mange timers forestillinger, samtaler og fælles passion for scenekunsten. 550 deltagere var samlet, og stemningen var præget af engagement og glæde.
Som en fast tradition blev der lørdag aften uddelt priser. En særlig pris gives hvert år af producenterne til en teaterforening, der gør noget helt særligt for teatret og publikum. I år gik hæderen til Frederikshavn Teaterforening.
Christine Seierstad fra Folketeatret og Pelle Koppel fra Teater V overrakte prisen på vegne af Kulturkongen.dk. Begrundelsen lød blandt andet:
- I Frederikshavn føler man sig som producent altid særligt velkommen. Bestyrelsen er til stede ved forestillingerne, og man bliver mødt med smil og overskud.
- Foreningen har et flot og varieret repertoire og afprøver hele tiden nye veje for at udvide det lokale publikumsgrundlag – med foredrag, events og meget mere. Resultatet er et bredt funderet publikum og en stærk, kontinuerlig opbakning – både fra publikum, politikere og det lokale erhvervsliv.
Med prisen fulgte en smuk plakette og en gratis forestilling, sponsoreret af producenterne. Frederikshavn Teaterforening trak en forestilling fra Teater Rum og Gruppe 38, som nu kan vises for foreningens gæster.
Der var stor stolthed i salen, da bestyrelsens medlemmer gik på scenen til taktfast klapsalver. En oplevelse, de sent vil glemme.
Bestyrelsen, der består af frivillige ildsjæle, beskrives som en lille motor, hvor alle dele er lige vigtige – og fællesskabet værnes der om med omhu.
Afslutningsvis lød der en varm tak til alle samarbejdspartnere, gæster og publikum, der støtter op om teatret i Frederikshavn.