Fond støtter skoleskak med 75.000 kroner
FREDERIKSHAVN: Med en bevilling på 75.000 kroner støtter Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld sociale læringsforløb med skoleskak på skoler, hvor børn og unge har særligt behov for bedre læringsmuligheder.
Det fortæller fonden i en pressemeddelelse.
Under overskriften ”Sæt læringsulighed skakmat i Vandkantsdanmark” vil organisationen styrke læringen i kommuner, hvor en markant større andel af eleverne ikke består dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve. Når elever ikke får de nødvendige faglige resultater, risikerer de at miste troen på egne evner og blive hægtet af – både fagligt og socialt.
Fondsmidlerne skal bruges til læringsforløb på fem skoler. Hver skole får forløb for to til fire klasser, og mindst 200 elever vil deltage.
- Med skoleskak spiller vi hjernen stærk og styrker fællesskabet. Når børn og unge oplever mestring, vokser både motivationen og troen på egne evner – og det giver dem bedre forudsætninger for at bestå deres afgangseksamen, siger generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen.
Skoleskak handler ikke kun om brikker og træk. Det handler om at give hånd før og efter kampen. Om at vise respekt, fordybe sig og indgå i et fællesskab, hvor alle kan være med.
- Vi arbejder med et spilbaseret læringsprogram, hvor eleverne træner koncentration, problemløsning og analytisk tænkning. Samtidig oplever mange skoler færre konflikter, mere ro i klassen og stærkere sociale bånd på tværs af elevgrupper. Vores erfaring er, at særligt børn med skolevægring, læringsvanskeligheder og diagnoser som ADHD og autisme har faglige og sociale gevinster ved skoleskak, fordi undervisningsformen kombinerer struktur, fordybelse og tydelige sociale spilleregler, siger Mads Jacobsen.
Ifølge generalsekretæren er skoleskak et effektivt redskab, fordi spillet kræver fokus og vedholdenhed. Når elever arbejder koncentreret med den samme opgave over længere tid, styrkes både matematikforståelsen og den generelle læring.
- Når man spiller skoleskak, handler det om at lægge en plan og arbejde systematisk. Man møder matematikken på en ny måde – og det foregår analogt. Det er vigtigt i en hverdag, hvor en stor del af undervisningen ellers foregår via en skærm, siger Mads Jacobsen og tilføjer, at danske skoler er blandt dem i Europa med mest skærmtid i løbet af en undervisningsdag.
Indtil videre har Dansk Skoleskak besøgt skoler i Frederikshavn, Sønderborg og Ringkøbing-Skjern kommuner for at introducere lærere og elever til skoleskak som læringsredskab.
- Vi har oplevet elever, der havde svært ved at engagere sig, men som lettere koblede sig på opgaven, da de sad ved skakbrættet over for en anden person, fortæller Mads Jacobsen.
Han håber, at læringsforløbene vil inspirere skolerne til at gøre skoleskak til en fast del af undervisningen og give lærere og skoleledelser lyst til at arbejde videre med metoden.
- Jeg håber, at vi kan være med til at begejstre både elever og lærere, så skoleskak bliver et værdifuldt supplement til den traditionelle undervisning, siger Mads Jacobsen.