Billede beskrivelse

Flere penge til morgensang: Sådan vil de få børnene til at synge

18. marts 2025 kl. 19.01
Opdateret 19. marts 2025 kl. 09.14

SÆBY: Kender du en skole som gerne vil have besøg af Oh Land, Christopher, Malte Ebert, Pil, JJ Paulo, Katrine Muff Enevoldsen, Guldimund, Stine Bramsen, Sigurd Barrett, Katinka, Pernille Rosendahl, Simon Alstrup (Jonah Blacksmith), Dopha, Thomas Buttenschøn, PRISMA, Rikke Thomsen eller Shaka Loveless?

Så få dem til at tilmelde sig til morgensangsmissionen, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber står bag.

Sammen har de sat det vilde mål at få 25% af landets skoleelever til at synge morgensang uden tvang - alene ved begejstringen for den danske sangskat, og der har været så stor efterspørgsel fra landets skoler til at søge morgensangspuljen, at puljen nu bliver forhøjet med 5 mio. kr.

Pengene skal give endnu flere grundskoler mulighed for at købe instrumenter, sangbøger eller efteruddannelse til lærere og pædagoger, så der kan komme mere morgensang ude på skolerne.

Billede beskrivelse

Vil I vinde en skolekoncert med én eller flere kendte kunstnere?

De 18 kunstnere udgør et morgensangskorps, som konkurrerer om at få så mange skoler som muligt til at synge morgensang.

Landet er opdelt i ni landsdele, og to korpsmedlemmer er tilknyttet hver landsdel. De ni landsdele kæmper om at blive den landsdel med allerflest morgensangsskoler i Danmark. Vinderen er den landsdel, hvor der proportionelt er flest grundskoler, der synger morgensang. Der trækkes lod blandt grundskolerne i den vindende landsdel om præmien, som er en skolekoncert med én eller flere korpsmedlemmer.

Synger jeres skole allerede morgensang? Så har I selvfølgelig stadig mulighed for at være heldige at få besøg af et korpsmedlem til morgensang eller vinde en skolekoncert. For at deltage i konkurrencen skal I blot tilmelde jer som morgensangsskole.

Det første morgensangsbesøg med et af medlemmerne fra morgensangskorpset har netop været afholdt, og det var Christopher, som startede touren med at besøge den skole, hvor han selv har været elev.

I Nordjylland er det Pernille Rosendahl og Simon Alstrup fra Jonah Blacksmith, som er de tilknyttede korpsmedlemmer, og de har blandt andet forpligtet sig til at synge morgensang på minimum fem grundskoler i landsdelen, inden skolernes sidste skoledag i 2025.

Missionen er enkel. Flere børn og unge i grundskolen skal opleve glæden ved morgensang

Morgensangsmissionen skal sætte gang i sanglysten blandt elever på landets grundskoler, så hvis I er en skole, som er begejstrede for fællessang, så kan I søge støtte igennem Statens Kunstfond til at erhverve de nødvendige kompetencer og instrumenter til at kunne forestå morgensang: Statens Kunstfond: https://www.kunst.dk/.../soeg.../pulje-til-morgensangsskoler

Og hvis I er en skole, som drømmer om at få besøg af et korpsmedlem eller vinde en skolekoncert, så kan I tilmelde jer morgensangsmissionen her: https://kum.dk/akt.../morgensangsmissionen/tilmeld-din-skole

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste