Fastelavn på museet: Børn slår katten af tønden i historiske omgivelser
SKAGEN: Sceneriet var så perfekt, at man skulle tro, at der var tale om en årelang tradition, da der søndag formiddag blev afholdt fastelavn med tøndeslagning og fastelavnsboller i Skagens Museums have.
58 børn og 38 voksne havde løst billet til arrangementet, og de smukke gamle museumsbygninger og træer gjorde sig godt som kulisse til sne og fastelavnstønder, små løver, Hulks, gamle mænd og fine damer, jokere, køer, enhjørninger og spillekort, drager og prinsesser.
Skagensmalerne var vilde med udklædning
Og godt nok er fastelavn en gammel tradition, men faktisk er det, så vidt vides, første gang, at der er fastelavnsfest i museumshaven.
- Jeg tror, at det er første gang, vi holder fastelavn på museet, men skagensmalerne var vilde med udklædningsfester - også med fastelavn. Vi kan se i breve, at Ane Brøndum skriver om fastelavnsboller, og at det er Hulda Brøndum, som står for at bage dem, fortæller formidlingsinspektør Anna Mørch fra Skagens Museum.
Hun forklarer, at udklædningsfester i gamle dage faktisk mest var for de voksne, men at museet i Skagen dog også har fundet udklædningstøj i Anchers hus, som har tilhørt skagensmalerne Anna og Michael Anchers datter Helga som barn.
Rammerne taler til deltagere
Netop omgivelserne er en del af årsagen til at Mette Nielsen og hendes 2-årige enhjørning, Bjørk, har fundet vej til museets have denne fastelavn.
- Rammerne talte til os. Og det, at det er udendørs taler meget mere til os end for eksempel at stå indenfor i Brugsen, fortæller Mette, som selvom arrangementet i haven viste sig noget større end hun havde troet, har haft en dejlig fastelavnsformiddag med datteren.
Flere familie-events på vej
Og de historiske omgivelser skal ifølge museumsinspektøren komme til at lægge ramme om endnu flere af den slags familiearrangementer i fremtiden.
- Vi er allerede i gang med at planlægge en æggejagt til påske. Vi vil gerne lave arrangementer, som er bundet op på traditioner, ligesom fastelavn og påske er, siger Anna Mørch og lover allerede nu at fastelavn kommer igen til næste år.