Er spækhuggeren kommet for at blive?

14. april 2026 kl. 19.00

SKAGEN: De seneste uger er der flere, der har haft fornøjelsen af at se og opleve en familieflok på seks spækhuggere, der svømmer rundt på den nordlige side af grenen.

Heriblandt Torben Kristoffersen, der er manden bag de finde videoer i artiklen her.

Selvom det ikke er direkte usædvanligt at se de store dyr i de danske farvande, så er det ret bemærkelsesværdigt, at den samme flok nu har været her så længe.

- Det er ikke noget, vi har oplevet før - så vidt vi ved, lyder det fra hvalspecialist Carl Kinze.

Her understreger Carl Kinze, at vi i dag lever i en tid, hvor folk har langt bedre mulighed for at dokumentere og dele observationer med andre. 

- Det er altså ikke nødvendigvis noget nyt, men det er første gang, at vi er opmærksomme på og kan dokumentere, at de er her så længe. 

En kæmpe stor delfin

Spækhuggeren kan blive op til 10 meter lang, så det er en af de større hvaler - samtidig er det den aller største art af delfiner. 

De lever af sæler, fugle, fisk og andre, mindre hvaler.

Siden sidst i 90'erne har der været årlige observationer af dem i de danske farvande, særligt omkring Skagen, men nu tyder noget på, at de måske ligefrem har slået sig ned - i hvert fald for nu.

- Lige nu, ser det jo ud til, at de aktivt har valgt stedet til. Og det burde ikke kunne tolkes som andet end et sundhedstegn, at spækhuggerne finder stedet interessant, siger Carl Kinze.

Hvor længe, de bliver her, er naturligvis svært at spå om, men det ville ikke overraske hvalspecialisten, hvis de er her længe endnu.

- Det kan godt være, at de slår sig ned i længere tid. Det har vi f.eks. set med øresvinene ved Thyborøn, de er her på sjette år nu.

- Det kan også være, der kommer nye til. De kan mange ting, og det ville ikke overraske mig, hvis de kan fortælle andre spækhuggere, at her er godt at komme.

Bemærkelsesværdigt mange hvaler i år

Generelt må vi siges at have set rigtig mange hvaler i Danmark i løbet af de seneste 3 måneder.

Først så vi den strandede Kaskelothval ved Ålbæk i slutningen af januar, og ikke længe efter dukkede der 8 mere op langs den danske vestkyst.

- Vi har også set øresvin igen, vågehvaler, hvidnæsen og en spækhugger tidligere på året. Det er ganske pænt. Vi har jo kun april måned.

Billede beskrivelse

Desværre er det ikke alle hvaler, der klarer sig godt i de danske farvande.

- Der er dem, der klarer sig fint, dem, der kan tilpasse sig og dem, der ikke kan klare det. Kaskelotten går det desværre sjældent godt for, mens spækhuggeren er mere modstandsdygtig.

Bedre muligheder for dokumentation

Hvorfor forekomsten tilsyneladende er så høj i år er svært at svare på, men her peger Carl Kinze igen på, at langt flere mennesker i dag har mulighed for at dokumentere, hvad de ser.

- Førhen kunne man høre om, hvad folk havde set. I dag kan de fleste levere levende billeder i top kvalitet.

Og det er til stor glæde for hvalspecialisten, som i øjeblikket arbejder på en bog om 'hvalernes danmark', hvor han netop gør brug af de mange observationer. 

Han opfordrer til at alle, der observerer hvaler i Danmark, videredeler deres data gennem facebookgruppen hvaler.dk eller delfineridanmark. 

- Det kan bruges til at identificere de forskellige hvaler og adskille dem fra hinanden, og samtidig kan man blive klogere på lokationen.

Alt sammen væsentlig information i forhold til at kortlægge forekomsten af de fantastiske dyr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste