Drøm om havnebad er tættere på end nogensinde før
STRANDBY: Det hele startede som en idé, der længe havde rumsteret i Rico Eiersteds tanker. Et havnebad ved havnen i Strandby.
I oktober sidste år tog han initiativet til at dele drømmen, da han inviterede en gruppe til møde på havnekontoret.
Her præsenterede han sin idé om at skabe en nedgang til vandet i hjørnet af havnen og afslørede sin store drøm - et offentligt havnebad.
- Allerede dengang viste jeg nogle streger og skitser, jeg hurtigt havde lavet i Photoshop, for at vise idéen. Jeg nævnte også, at man kunne hæve tårnet, men det blev der først set lidt skævt på, griner Rico Eiersted, der er formand for Strandby Vinterbadelaug, og sammen med Carsten Lund Sørensen er initiativtagerne for Strandby Vinterbadelaug.
Hans overbevisning er klar: Havnebadet skal være noget særligt.
- Det skal være noget unikt, der virkelig kan tiltrække besøgende fra nær og fjern, udtaler Rico.
Den 12. februar 2024 blev Strandby Vinterbadelaug officielt stiftet på et informationsmøde og en efterfølgende generalforsamling.
I dag står klubben med tæt på 1,1 millioner kroner, primært indsamlet gennem fondsmidler, og flere ansøgninger er fortsat under behandling.
Foreningen har nu 75 betalende medlemmer, og det bliver arbejdet målrettet på at realisere havnebadet.
Medlemmerne har hver betalt 250 kroner, og pengene bruges til at drive foreningen og arbejde for det store projekt.
For at projektet kan blive til virkelighed, er en ansøgning til kystdirektoratet nødvendig.
- Vi havde en klar idé og noget konkret at have det i, forklarer Rico.
Efter en proces med enkelte spørgsmål fra direktoratet kom den endelige tilladelse, som gav grønt lys til at gå i gang.
Samarbejdet med Strandby Havn har i den grad været essentielt.
Der er endelig opnået enighed om planerne, og visionen om at skabe en ny turistattraktion i byen lever for alvor.
Når havnebadet står færdigt, bliver det offentligt tilgængeligt, mens saunaen vil være forbeholdt medlemmerne af Strandby Vinterbadelaug. Hele projektet skal bidrage til at tiltrække både lokale og turister – fra både landsiden og kystsiden.
- Jeg kan bare se det for mig, siger Rico Eiersted, der fortsat er en af drivkræfterne bag projektet.
Planen er at saunaen under tårnet skal beklædes med rødt, for at matche de ikoniske røde huse ved havnen - og skabe en sammenhængende æstetik.
Inde fra saunaen bliver der stor panoramaudsigt ud mod de yderste moler.
Med en klar vision og målrettet arbejde, nærmer drømmen om et havnebad i Strandby sig virkeligheden.