Det tog 10 år at bryde monopol – nu høster de gevinsten
FREDERIKSHAVN: Sikkerhedsudstyr på et skib og i særdeleshed redningsbådene må ikke svigte, og derfor er det et lovkrav, at redningsbåde skal synes og godkendes hvert år. Det er et arbejde, som hidtil primært er udført af producenterne, som har certificeret teknikere til at syne netop deres produkt.
Hos virksomheden CRALOG i Frederikshavn syntes man, det ville være bedre at have en fælles standard for redningsbådenes sikkerhed og en fælles global certificering af de teknikere, der skal udføre de årlige eftersyn. Så vil den samme tekniker kunne efterse alle skibets redningsbåde, selv om de er af forskellige fabrikater.
Men den tanke vakte modstand, især fra fabrikanterne, som havde en forretning med at syne deres eget udstyr, men også fra myndighederne, der var skeptiske over for CRALOG. De stædige frederikshavnere fortsatte imidlertid med dels at udvikle en software, der kunne håndtere alle fabrikater, alle skibe og alle landes fortolkninger af de fælles regler. Ikke mindst udarbejdede CCRALOG en fælles International standard og bidrog til at få den godkendt af den internationale søfartsorganisation IMO. Det tog 10 år, og imens overlevede Cralog ved at udføre inspektioner i nærområdet, hvor de var godkendt efter national standard og godkendt af de enkelte landes søfartsmyndigheder.
- Da den fælles standard og certificering var godkendt, trådte vi pedalen i bund med kurser og certificering af teknikere fra hele verden, som kommer her til Frederikshavn for at blive uddannet. Vi har i dag certificerede teknikere 120 steder i verden, og det var en kæmpe fordel under pandemien, hvor det var svært at rejse, fortæller adm. direktør Ian McCurdie.
De seneste fem år har Cralog haft så megen medvind på verdenshavene, at virksomheden har vundet Dagbladet Børsens Gazelle-pris fem år i træk, hvilket belønnes med en Maraton-gazelle. Det vil sige, at Cralog har fordoblet indtjeningen alle fem år. Den præstation fører nu til, at Cralog er nomineret til årets Erhvervspris i Frederikshavn Kommune, der uddeles ved Vækst & Vilje-arrangementet i Det Musiske Hus 30. januar.
Men det stopper ikke her. Ian McCurdie fortæller, at Cralog allerede i længere tid har arbejdet med et tilsvarende setup for certificering og eftersyn at kraner ombord på skibe. Man har været med til at lave ny lovgivning på området og bidraget til at udforme en fælles standard. Dette betyder at alle landes søfartsnationer skal have lavet lovpligtige eftersyn på samme måde som det er et krav til redningsbådene. En ensartet certificering af teknikere til syn af kraner træder i kraft 1. januar 2026, og her venter et endnu større marked, for der er flere kraner end redningsbåde på et skib.
- Der er globalt 400 aktører, som kan lave disse eftersyn og med CRALOGs software har vi samtidig opfundet en global database hvor rederier kan finde en servicestation, og da alle anvender samme standard, syntes dette den eneste løsning. Det findes ikke i dag. 25 pct. af disse aktører anvender vores produkt til at syne 14 pct. af verdens skibe, fra Bette Liverpool, som Allan Olsen synger, lyder det fra Ian McCurdie.