Seneste nyt
Billede beskrivelse

Løb for en god sag: Kom til støtteløb for Hospice Vendsyssel

16. august 2026 kl. 06.02

FREDERIKSHAVN: For andet år i træk afvikler Støtteforeningen Støtteløb til fordel for Hospice Vendsyssel. Løbet foregår lørdag 22. august på Suderbovej ved Hospice Vendsyssel.

Pladsen åbner klokken 12.00. Der vil være fælles opvarmning klokken 13.15, hvorefter de første løbere sendes afsted. Arrangørerne forventer, at de sidste løbere er retur til afslutning klokken 16.00.

Der vil som sidste år være aktiviteter på pladsen for hele familien. Der vil være musik, kreative aktiviteter for børn, mulighed for at købe pølser, brød, kaffe og kage. Som noget nyt bliver der amerikansk lotteri, så er du heldig kan du få en gevinst med hjem.

Løbet er et familieløb, hvor alle kan deltage. Sidste år deltog cirka 300 løbere fordelt på distancerne 3, 6 og 10 kilometer.

- Det var en fantastisk dag, som har givet os mod på af afholde endnu et løb, fortæller Klaus Nielsen, der er formand for Støtteforeningen.

Startgebyret er 100 kroner for voksne og 30 kroner for børn under 14. En familie (4 personer) kan tilmeldes for 200 kroner. 

Det er muligt at løbe/gå med klapvogn på den korte distance. Overskuddet går til støtteforeningens arbejde på Hospice Vendsyssel. 

Der vil være tidtagning startnumre og flotte medaljer til alle deltagende. Tilmelding til støtteløbet sker på www.sportstiming.dk/event/17940.

- Vi har cirka 1000 medlemmer og 45 frivillige, der fungerer som værter/værtinder ved måltider samt hjælper med praktiske opgaver som havepasning, pyntning til jul og påske.

- Vi arrangerer blandt andet koncerter, aftensang og kreative aktiviteter. Alt sammen for at være med til at give livskvalitet og glæde i den sidste tid for vores patienter og deres pårørende her på Hospice Vendsyssel, siger Klaus Nielsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste