Billede beskrivelse

Det er slut med parkering foran Sæby Søbad

21. oktober 2025 kl. 16.02

SÆBY: Sæbynitterne og turister har i mange år kunnet køre ned og parkere foran Sæby Søbads centerbygning.

Fremover må bilisterne vænne sig til at stige ud af bilen for at nyde udsigten ud over Kattegat.

Ejeren af den 2.000 kvadratmeter stor centerbygning, Lars Dannervig har den 20. oktober fået lagt marksten i skellet mellem sin matrikel og Frederikshavn Kommunens arealer, hvorved der forhindres bilkørsel på den åbne plads mellem centerbygningen og stranden.

Under forberedelserne til det forestående boligbyggeri blev Lars Dannervig gjort opmærksom på, at han som ejer af pladsen vil blive gjort ansvarlig for eventuelle faldulykker, hvis ikke pladsen er vel vedligeholdt og ryddet for sne og is.

Der vil snarest blive opsat skilte om, at færdsel sker på eget ansvar.

Adgangen til stranden kan dog stadig ske ad den resterende cirka 3 meter brede del af pladsen.

Hvis alt går som planlagt, vil spaden blive sat i jorden til byggeriet i foråret 2026, så det forventes, at der kun bliver gjort det mest nødvendige ved bygningen og udearealerne.

- Med afspærringen ønsker vi allerede nu at forberede borgerne på, at der ikke fremover kan parkeres foran bygningen, siger Lars Dannervig.

Når byggeriet af de cirka 24 boliger står færdig, vil betonfliserne blive fjernet, og området vil blive forskønnet med sand og marehalm.

Der henvis i stedet til en mindre offentlig p-plads nord for centerbygningen, ligesom der er mange parkeringspladser til rådighed bag ishuset, cirka 100 meter fra strandpromenaden.

Inden Byrådet kan godkende den endelige lokalplan for byggeriet, skal den ud i otte ugers offentlig høring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste