Cyklede 220.000 kroner ind til familier i sorg
FREDERIKSHAVN: Der er grund til at kippe med flaget for en gruppe cyklister, der har tilbagelagt 440 kilometer langs den jyske vestkyst som en del af VENOtour - et frivilligt støtteprojekt under organisationen Dansk Center for Familier & Sorg.
Cykelturen resulterede i en indsamling på hele 220.000 kroner til foreningens arbejde med at tilbyde gratis støtte til familier i sorg. Det vækker stor glæde hos initiativtager Michael Tjørnelund, der sammen med sin hustru, Camilla Sigtenborg, står bag projektet.
- Jeg er utrolig stolt over, at det er lykkedes os at samle så mange penge ind til foreningen, der hjælper forældre, som har mistet – eller står overfor at miste – et barn, siger Michael Tjørnelund, der har været involveret i VENOtour siden 2020.
Michael Tjørnelund og Camilla Sigtenborg mistede selv deres første barn, August, i marts 2019. Camilla Sigtenborg var gået over tid, og da parret mødte op på sygehuset for at få fødslen sat i gang, blev det konstateret, at den lille dreng var død i maven.
Sorgen over August vil for altid være et livsvilkår – og i tiden efter hans død fandt parret støtte og mening i mødet med Dansk Center for Familier & Sorg. Det er grunden til, at de i dag engagerer sig i at støtte foreningens arbejde.
- VENOtour er både en fysisk og følelsesmæssig rejse, hvor fællesskabet har stor betydning. Vores håb er at vise sorgramte forældre, at der er håb i mørket – og at det er muligt at leve et meningsfuldt liv med sorgen som følgesvend, siger Michael Tjørnelund, der på hele ruten langs den jyske vestkyst havde tankerne hos sin søn August.
- For både Camilla og mig handler det om at gøre noget godt i Augusts ånd. Hvis vi kan hjælpe andre gennem VENOtour, er August med til at efterlade et positivt aftryk på verden, siger han.
I år blev VENOtour afholdt for 10. gang, og deltagerne har det ubærlige til fælles – at miste et barn.
- Når man mister et barn, bliver man et andet menneske. Det kan være svært at finde et fællesskab, der rummer hele den person, man er blevet. I VENOtour oplever jeg et fællesskab, hvor der er plads til både det svære og det lette. Vi kan tale om, hvordan det var at lægge sit barn i en kiste – og bagefter tale om Aalborg Håndbold. Det kan være svært for andre at være i, men ikke i det fællesskab, vi har skabt, siger Michael Tjørnelund.