Billede beskrivelse

CrossFit Frederikshavn: Fra privat center til forening

16. december 2024 kl. 14.00

FREDERIKSHAVN: Efter ni år som ejer af CrossFit Frederikshavn har Brian Høj valgt at overdrage ansvaret for boxen til en forening. Med et fuldtidsjob, bopæl i Aalborg og tre små piger derhjemme, følte han, at det var tid til at der skulle ske noget andet.

Brian Høj fortsætter dog som medlem af bestyrelsen hos CrossFit Frederikshavn, som ligger på Knivholtvej - bag Ilva.

Overgangen til en forening sikrer, at ånden i CrossFit Frederikshavn bevares. Ifølge bestyrelsen er dette den bedste måde at undgå, at en større kæde overtager stedet og ændrer det, der gør boxen unik.

- Vi ville gerne have at tingene fortsætter, som de plejer. Det kan vi bedst sikre ved at blive en forening, forklarer bestyrelsen.

De har fået opbakning fra DGI, der har rådgivet og lånt midler til opstarten.

Det sociale element er kernen i CrossFit Frederikshavn. Her mødes folk i alle aldre – fra 7-årige børn til seniorer i starten af 80’erne. Stemningen er præget af sammenhold, hvor al træning kan tilpasses den enkelte, og hvor succeser fejres sammen. Ifølge bestyrelsen er fællesskabet det, der adskiller boxen fra andre træningscentre.

Billede beskrivelse

- Det er ikke kun træning. Det er et fællesskab, siger bestyrelsen og understreger, at der altid en coach til stede for at sikre korrekt teknik og tage hensyn til skader.

CrossFit Frederikshavn handler ikke kun om fitness. Bestyrelsen arrangerer sociale aktiviteter og konkurrencer - og der er også stor opbakning til velgørenhedsprojekter. Blandt andet samler CrossFit Frederikshavn hvert år ind til Knæk Cancer - og har allerede bidraget med over en halv million kroner på 5 år.

Foreningens nye struktur giver desuden mulighed for at søge sponsorater og fonde. De første 27.000 kr. fra Danske Bank er allerede i hus.

Foreningen har både begyndere og elitesportsudøvere. Seniorholdene er også populære, og der er ventelister for at få plads.

Formand Thomas Aarup fremhæver, at foreningsmodellen betyder større medbestemmelse for medlemmerne og flere ildsjæle til at drive stedet fremad.

- Vi har skabt noget helt særligt her i Frederikshavn, og som forening kan vi fortsætte med at udvikle vores træningscenter – uden at gå på kompromis med fællesskabet, siger Thomas.

Bestyrelsen i CrossFit Frederikshavn består af:

Brian Høj, Carina Hyttel, Jonas Hansen, Per Allerup, Rico Eiersted, Rikke Winther Allerup, Rikke Sørensen, Søren Skovbo og formand, Thomas Aarup.

Crossfit Frederikshavn har to meget populære hold - et kun for mænd og et kun for kvinder. Derfor vil de fra januar starte nye hold op igen.

Med dette nye kapitel er CrossFit Frederikshavn klar til at fortsætte som en stærk, social og inkluderende box – og et fællesskab, hvor alle kan føle sig hjemme, uanset niveau.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste