Billede beskrivelse

Christoffer fra Karstensens Skibsværft vinder pris for lærlinge

15. maj 2025 kl. 11.10

SKAGEN: Når man møder Christoffer Bruno Kristensen på Karstensens Skibsværft, møder man en ung mand med retning og ro. Han begyndte som fejedreng som 14-årig, og i dag – blot seks år senere – er han i fuld gang med en maritim smedeuddannelse.

Det hele med en klar ambition: At blive ved med at bygge skibe i Skagen.

Nu er Christoffer hædret med Lærlingeprisen 2025, som Serviceteam Skagen uddeler til en lærling i byen, der udmærker sig ved høj faglighed, engagement og vilje til at gøre en forskel.

– Det er dejligt at blive anerkendt for det, man laver. Jeg håber, det kan være med til, at endnu flere virksomheder får lærlinge – og at flere unge ser, at der er gode muligheder i en erhvervsuddannelse i de maritime fag, siger Christoffer, der skal til at begynde sin svendeprøve på EUC Nord i Frederikshavn.

Med prisen følger en kontant belønning på 5.000 kroner.

Fra skoletræt til skibsbygger

Christoffer lagde aldrig skjul på, at skolebænken ikke var noget for ham. Men da han som ung begyndte at hjælpe til på værftet, blev han hurtigt grebet af håndværket og de synlige resultater af arbejdet.

– Jeg var ikke særlig glad for at gå i skole. Det er meget mere interessant at arbejde med skibsbygning – det har tiltrukket mig, at jeg skaber noget. Det er fedt at lave noget, man kan se, når det er færdigt. Det er ikke alle, der kan pege på et skib og sige: ’Det har jeg været med til at bygge.

Christoffer er en af de 56 lærlinge, der i øjeblikket er i lære hos Karstensens Skibsværft – en virksomhed, der alene rummer over en tredjedel af alle lærlinge i Skagen.

En rollemodel for andre unge

I hele byen er der i alt 146 lærlingepladser fordelt på forskellige brancher.

Hos HR-manager Diddan Rahn Karstensen vækker Christoffers pris stor begejstring:

– Christoffer har en sjælden kombination af faglig nysgerrighed, selvstændighed og engagement. Han løser alle opgaver effektivt og med et smil, og han bidrager aktivt til at skabe et godt arbejdsmiljø, siger hun og lægger endnu mere ros på:

– Han er et fagligt fyrtårn, en dygtig kollega og en vigtig rollemodel for andre unge – både på værftet og i branchen.

På Karstensens Skibsværft vægtes lærlingefællesskabet højt. Flere gange om året arrangeres der lærlingeture med aktiviteter som gokart og fællesspisning – og det skaber grobund for trivsel og sammenhold.

Det er sjovt at have et fællesskab med de andre lærlinge. Det er rart, at vi er flere unge på arbejdspladsen. Ligesom andre steder sidder man i kantinen og mødes med jævnaldrende – det gør det hele lettere, siger Christoffer.

Serviceteam Skagen: Prisen skal inspirere

Formand for Serviceteam Skagen, Peter Møller fra Saga Shipping A/S, kalder Christoffer en oplagt modtager af årets pris:

– Christoffer er et fantastisk eksempel på, hvad der sker, når unge får en chance og griber den. Med prisen ønsker vi at synliggøre de stærke muligheder, der findes i Skagen – og inspirere både unge og virksomheder til at tage del i fællesskabet omkring erhvervsuddannelserne.

Han understreger samtidig vigtigheden af, at flere virksomheder bakker op om lærlingekulturen:

– Hvis vi som lokalsamfund vil sikre vækst og faglig stolthed i fremtiden, skal vi tiltrække flere lærlinge. Det kræver, at flere virksomheder åbner dørene – og at vi bliver ved med at anerkende dem, der går forrest.

Peter Møller håber, at endnu flere virksomheder vil indstille deres lærlinge til næste års pris:

Der er så mange dygtige, engagerede unge mennesker i Skagen. Vi håber, at endnu flere virksomheder vil tage sig tid til at nominere deres lærlinge til næste års pris. Det er en vigtig måde at styrke både motivationen og fællesskabet omkring erhvervsuddannelser.

Med prisen følger en kontant belønning på 5.000 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste