Børnenes Nytårstale: Børn skal ses OG høres
SÆBY: UNICEF Danmark har indgået et samarbejde med Centralbibliotekerne om at lave en pilotafprøvning af lokale samarbejder om Børnenes Nytårstale – Ordet er dit mellem 5 biblioteker og udvalgte skoler.
Planen er, at Børnenes Nytårstale, skal tilbydes til alle landets biblioteker i løbet af 2025, men i denne ombæring er det Frederikshavns kommunes biblioteker og 6. årgang på Privatskolen, som har testet konceptet med stor dedikation.
- Samarbejdet har fokus på demokratisk dannelse og børns ret til at sige deres mening, hvilket både taler ind i bibliotekernes formål og formålet med Børnenes Nytårstale, fortæller Stephanie Ann Nielsen, biblioteks- og kulturformidler på Frederikshavn bibliotek.
Frederikshavns kommunes bibliotek har faciliteret noget af undervisningen på Sæby bibliotek, hvor eleverne er blevet præsenteret for forskellige taler og talere, heriblandt Peter Bro, som er elevrådsformand og går i 3.g på Frederikshavn gymnasium.
Hans pointe til eleverne har været, at nære hverdagsproblemstillinger kan være lige så relevante som store problemer ude i verden. Lige så vel som nogen kæmper for klima, så kan der være andre, som advokerer for ændringer i kantinen, og en tale behøver ikke nødvendigvis at blive afholdt i FN, før den er relevant og vedkommende for nogen.
Charlotte Fabricius er lærer på 6. årgang, og hun har undervist eleverne i kropssprog og retorik, hun har udfordret eleverne i at skulle argumentere for deres holdninger, og i hvordan en tale skal konstrueres.
- Talen skal bygges op som en fisk, der giver et svirp med halen – med en indledning, indhold og afsluttes med et svirp, som gerne må være et ordsprog, man husker, udtaler Charlotte Fabricius.
Der er 11 elever i 6. klasse på Privatskolen, og de har arbejdet engageret med deres taler hver især og emnerne spænder vidt. Alle har de meldt sig klar til at holde deres tale fra talerstolen på biblioteket, for de har mange vigtige temaer, som de gerne vil belyse.
- Det er ikke kun de voksne, der kan gøre noget ved verdens problemer. Det her er vores fremtid, der er ikke nok børn, der bliver lyttet til, og vi har ret til at blive hørt, fortæller Ida Gudrun Farum, som har udvalgt tre temaer i sin tale, som er vigtige for hende; Voksnes ansvar, Klimaændringer og børns rettigheder.
Undervisningen har særligt været centreret omkring Børnekonventionens artikel 12, som er retten til at udtrykke meninger, herunder barnets ret til at give udtryk for en mening, og krav på at denne mening respekteres i overensstemmelse med barnets alder og modenhed, hvorfor flere af eleverne har valgt rettighed som et tema i deres tale.
Anna Sophia Dalsgaard-Hansen har udvalgt følgende emner i hendes tale:
- Børns rettigheder: Med fokus på at børn med tiden har fået flere rettigheder og flere end i 1800-tallet.
- Skolen: Skal hjælpe børn, der bliver mobbet og drillet, og dem, der har det dårligt.
- Kultur: Seværdigheder og bygninger skal bevares, for kultur hjælper med at lære om forskellige steder. Det er synd at rive flotte bygninger ned, fordi der skal bygges noget andet, så er det bedre at bevare kulturen, for at forstå den.
- Tronskifte: Det bliver spændende at se, hvad det nye kongepar kommer til at gøre for Danmark og danskerne i de kommende år.
Alle børn har ivrigt fortalt om deres tale og om hvilke emner, der særligt har optaget dem. Mens de sidder og dekorerer rammerne, hvor deres vigtigste emner skal udstilles, fortæller Rosa om de vigtigste temaer i hendes tale, som er racisme, klimakriser og børns rettigheder.
- Der er alt for meget racisme i verden, og der bliver gjort alt for meget forskel på mennesker bare på grund af en hudfarve eller et udseende, og det synes jeg er forkert. George Floyd var en 46-årig mand, som blev kvalt af en politibetjent, som satte sit knæ på hans hals i næsten 10 minutter, så han ikke kunne trække vejret. Det har jeg set på Ultra Nyt og i Nyhederne, og det sker tit, det er ikke kun hans historie.
Rosa fortsætter med sit næste fokusområde, som er klimakriser.
- Jeg synes, der skal bruges flere penge på klimakriser, og så kan man også gøre noget selv, smide ting rigtigt i skraldespanden.
Det sidste emne, som optager Rosa er også børns rettigheder. For hende er det vigtigt, at børn beskyttes under krig, og hvis børn har forældre på den anden side af verden, så skal de have mulighed for at se dem, hvis de gerne vil, men de skal ikke tvinges til det.
Unicef har udarbejdet det undervisningsmateriale, som klassen har arbejdet med, herunder flere forskellige øvelser – Fantastisk eller Problematisk, hvor eleverne har skullet diskutere og argumentere om forskellige tematikker uden at komme op at skændes.
- Eleverne har været inddelt på et gult hold og et lilla hold, hvor de skulle være for og imod nogle forskellige udtalelser, og selvom de ikke rigtigt var for det pågældende udsagn, så var kunsten at argumentere for det alligevel, fortæller Charlotte Fabricius.
Øvelserne har også været brugt til at inddrage og motivere eleverne til at udtrykke deres egne oplevelser, bekymringer, håb og drømme for deres liv og fremtid, og med Nytårstalen som ramme, har eleverne kunnet øve sig i at forme deres synspunkter og formidle dem.
- Det bliver spændende at se tilbage på, hvilke emner, som optog børnene i de forudgående år, siger Charlotte Fabricius, for eleverne i 6. klasse har arbejdet med talen som redskab i flere år, og de har både lyttet til Maria, som talte til børn og voksne den 1. januar i år, og til USA's præsidentkandidater, Malala og Gretha Thunberg, for at analysere de forskellige taler og talere.
- I undervisningen har jeg både anvendt AI teknologi, hvor eleverne har indtalt deres tale og derefter fået feedback på intonation og fremtoning, for kropssproget er også vigtigt, når man holder tale. Og samtidig med det har vi også kørt helt almindelig katederundervisning, hvor eleverne har fået feedback på det danskfaglige med opsætningen af deres taler af mig, fortæller Charlotte Fabricius.
Nu bliver det spændende at se, om nogle af eleverne har fået mod på at optage deres tale og indsende den til TV2, så det måske er en af eleverne fra Privatskolens 6. årgang, som bliver vist på TV til det kommende årsskifte.