Billede beskrivelse

Bliv klogere på Ellinggård og bevarelsen

20. november 2024 kl. 06.04

ELLING: Arbejdet med at bevare og genoprette Ellinggård er officielt skudt i gang, og interessen fra frivillige er allerede stor. I den forbindelse inviteres alle interesserede til et informationsmøde, der finder sted torsdag den 21. november kl. 19.00 til 22.00 i Elling Sognegården.

Det fortæller styregruppen Ellinggårds Venner i en omtale. 

På mødet vil den lokale historiker Erik S. Christensen fortælle om Ellinggårds fascinerende historie. 

- Ingen kender begyndelsen på historien om Ellinggård, og indtil for nylig frygtede vi, at vi snart skulle se enden på den, udtaler han. 

Erik S. Christensen vil tage deltagerne med på en rejse gennem gårdens fortid, hvor spændende ejerskaber har sat deres præg. Blandt andet vil vi høre om den stridbare Jørgen Bille, søhelten Tordenskiold, kapperrederen Frederik Christian Udbye og godsslagteren Peder Thøgersen Mollerup.

Som optakt til de forestående renoveringsarbejder vil projektets rådgivere, Thea Tanggaard og Dennis Christensen fra arkitektfirmaet TAJN, præsentere planerne for de indledende undersøgelser af bygningen. Oplægget vil blandt andet omhandle bygningsarkæologi, restaureringsmetoder og bevaringsværdier.

Der vil være rig mulighed for spørgsmål og diskussion, og i pausen byder Ellinggårds Venner på kaffe og småkager.

Mødet giver også deltagerne mulighed for at købe folkeaktier og på den måde støtte projektet. Lokalbefolkningens opbakning er afgørende for at sikre Ellinggårds fremtid, og både private og virksomheder opfordres til at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste