Arkitekter konkurrerer om nyt kæmpe projekt i Sæby
SÆBY: Tre arkitektfirmaer skal konkurrere om at tegne Vandsportens Hus på Sæby Havn.
Bygherrerådgiver Arkinord har sammen med den største bidragsyder, A.P. Møller Fonden, udarbejdet et konkurrencemateriale med henblik på en prækvalifikation af firmaerne.
Blandt de interesserede arkitektfirmaer vil der inden jul blive udvalgt tre arkitektfirmaer, der skal konkurrere om at finde den bedste løsning indenfor den økonomiske ramme på 30 millioner kroner.
Udvælgelsen af det endelige vinderprojekt vil finde sted i marts 2026.
Bestyrelsens vision for huset er, at alle involverede foreninger og havnekontorets behov, byggetekniske specifikationer, bestemmelser i lokalplanen og hensyn til nærområdet, samles i et samlet oplæg, der sendes i udbud.
- Der er mange opgaver, der skal løses, og mange detaljer, der skal tages i betragtning for, at det kan gå op i en højere enhed.
- Det bliver således spændende at se arkitekternes kreative forslag, udtaler formand for bestyrelsen, Jens Thidemann.
Ambitiøst projekt
Drømmen er, at arkitektkonkurrencen kan skabe et nytænkt hus i høj arkitektonisk kvalitet for de vandsportsrelaterede aktiviteter i Sæby, der revitaliserer og fornyer stedet, så det markerer en ny æra, nye tider, nye vaner for vandsporten, fremgår det af udbudsmaterialet.
Det er målet, at arkitektforslagene kan danne nye standarder for udfoldelsesmulighederne omkring vandsport. Det nye hus skal have en aktiv, dynamisk og udadvendt ramme og samtidig være et socialt og mangfoldigt samlingssted.
- Der er således både konkrete praktiske behov, der skal indfries, samtidig med at arkitekturen skal være fremtrædende og en oplevelse i sig selv.
- Vi bygger ikke bare en firkantet bådhal i bølgeblik, fastslår Jens Thidemann.
Arkitektur og historiefortælling
Huset skal blive et nyt centrum på Sæby havn, men også spille sammen med omgivelserne på den nuværende havn og det nære bymiljø.
Der skal således også være fokus på, hvordan den samlede oplevelse af Sæby Havn, efter opførelsen af den nye bebyggelse, bliver.
Således skal Vandsportens Hus bidrage til fortællingen om byen og havnen og styrke Sæbys stærke og værdifulde historiske identitet og kulturmiljø.
Samspillet mellem havnen og den gamle bydel er af højeste betydning. Det er afgørende, at Vandsportens Hus indpasses i en naturlig og funktionel sammenhæng med Sæby Havn, fremgår det af oplægget til arkitekterne.
Samtidig skal byggeriet være spektakulært og give havnen en ny profil. En profil der peger fremad og bringer rammerne for vandsport op på et interessant arkitektonisk niveau, hvor det giver en oplevelsesrig arkitektur for alle besøgende på havnen.
- Vi glæder os. Det bliver spændende at se resultatet og se, hvordan de kreative kræfter løser alle vores krav og ønsker, og hvordan huset nu tegner sig konkret, efter det gennem så mange år, bare har været snak og drømme, afslutter Jens Thidemann.
Finansiering
Vandsportens Hus er muliggjort af en bevilling på 15 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 8 millioner kroner fra Nordea Fonden, og de sidste 7 millioner kroner er indsamlet gennem bidrag fra Frederikshavn kommune og en række øvrige fonde og bidragsydere.
Bag Vandsportens Hus står foreningerne Sæby Sejlklub, Sæby Sportsfiskerklub, SUP-Sæby, Sæby Ro & Kajakklub, Sæby Rednings & Bjærgelaug og vinterbadeklubben De Blå Næser.