Aftenskoler er stadig momsfri: Nu skal flere blive nysgerrige på dem
NORDJYLLAND: Nye farver - og stadig uden moms.
Sådan præsenterer FOF-aftenskolerne i Jammerbugt, Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn sig i en pressemeddelelse.
Der har nemlig været en del skriverier om moms på undervisning, "og det er helt forståeligt, at der kan opstå tvivl om, hvad det betyder i praksis," skriver FOF.
Men de nye momsregler omfatter ikke aftenskolerne, understreger man.
"Den korte forklaring er, at aftenskolens tilbud er folkeoplysning og en del af dansk kultur, og fordi aftenskolen ikke er kommerciel, bliver aftenskolen stadig momsfri," lyder det i pressemeddelelsen.
Tilmed har FOF i hele landet - og dermed også Vendsyssel - fået nyt design, nyt logo og nye farver.
"Det nye FOF-udtryk skal gøre endnu flere nysgerrige på aftenskolen. Uanset om du vil lære at spille klaver, strikke en sweater, lave en solhilsen eller forstå konflikterne i verdens brændpunkter – så er FOF-døren åben".
Du finder mere info om aftenskolerne i Vendsyssel her.