Afskedskoncert efter 35 år: Organist Søren Rasmussen takker af
Lørdag den 25. november kl. 16.00 holder organist Søren Rasmussen afskedskoncert med en times orgelmusik, som vil indeholde højdepunkter fra mere end tre årtier i Abildgård Kirke.
Det fortæller arrangørerne til avisen.
Programmet byder på et varieret koncertprogram i mange stilarter og fra flere århundreder. Programmet indledes pompøst med Johann Sebastian Bachs berømte toccata og fuga i d-moll og afsluttes lige så virtuost med Widors berømte toccata fra den femte orgelsymfoni.
Koncertens midterste del vil indeholde tre anderledes orgelstykker. Der er tale om orgelmusik, som ikke direkte egner sig til gudstjenestebrug, men viser det store instrument fra en alternativ side, og tilhørerne vil opleve orgelklange, som vi bl.a kender det festen hos ”De syv små dværge” i Disneys juleshow.
Koncertens sidste del peger frem mod den kommende julehøjtid med to nye orgelkoraler af vendelboen Bo Grønbech ”Barn Jesus i en krybbe lå” og ”Blomstre som en Rosengård”. Alle numrene har en personlig historie og får alle nogle ord med på vejen, inden de spilles.
Selvom Søren Rasmussen har optjent fuld pension som tjenestemandsansat organist, har han valgt at fortsætte sit arbejdsliv på nedsat tid ved Sønder Tranders Kirke og sogn i Aalborg pr. 1. december.
Efter koncerten er der mulighed for at nyde et glas med eller uden alkohol på det overdækkede kirketorv.
Der er gratis adgang til koncerten.