Billede beskrivelse

28-årig overfaldet med baseballbat i sin egen lejlighed - to mistænkte stadig på fri fod

En 33-årig mand er anholdt og sigtet for medvirken til et groft overfald på en 28-årig mand i Frederikshavn. Politiet leder efter to andre mulige gerningsmænd

02. marts 2023 kl. 12.31
Opdateret 06. marts 2023 kl. 10.32

FREDERIKSHAVN: En 28-årig mand blev onsdag aften opsøgt i sin lejlighed på Enghavevej af flere andre mænd, der overfaldt ham med baseballbat og frarøvede ham ur og mobiltelefon. 

En 33-årig mand blev i løbet af natten anholdt og sigtet for medvirken til overfaldet, men to andre mistænkte er fortsat på fri fod.

Politiet kender dog deres identitet, og politiet opfordrer de to mænd - der er henholdsvis 28 og 29 år - til at melde sig selv, fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

Overfaldet på den 28-årige skete omkring klokken 20. Offer og overfaldsmænd kender hinanden i forvejen og er alle fra Frederikshavn. Peter Skovbak ønsker dog ikke at komme ind på de nærmere omstændigheder - herunder motivet - af hensyn til efterforskningen.

Han oplyser dog, at de mistænkte er kendte af politiet i forvejen.

Det lykkedes den 28-årige at stikke af, efter at være blevet slået med knytnæveslag og et baseballbat, og herefter ringe til politiet.

Den 33-årige mand, der er anholdt, blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag middag. Her var han sigtet for grov vold, røveri og hærværk. Gerningsmændene smadrede nemlig en del i den 28-åriges lejlighed.

Peter Skovbak oplyser, at den 33-årige efter grundlovsforhøret blev varetægtsfængslet i 14 dage. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste