Travle og festlige dage i Dronninglund Golfklub
DRONNINGLUND: Der sker noget i Dronninglund Golfklub i denne tid. Klubben har således netop dannet ramme om flere store arrangementer på blot fire dage.
- Aalborg Håndbold var på græs og bød på en fuldt booket Company Day. Dagen var med høj sol og godt humør. Der var fyldt op med spillere på både 18 hullers banen og par 3-banen. Stemningen var i top. Både spillere og Aalborg Håndbold roste begge baner, klubbens faciliteter og caféen, fortæller klubbens formand, Heidi Selmer Pedersen, og fortsætter:
- Vi har også netop afholdt årets sponsormatch med deltagerrekord på hele 100 golfspillere, hvor vi takkede sponsorerne for deres engagement og opbakning, fortæller hun videre og fremhæver, at sponsorindtægterne i klubben er steget fra 500.000 kroner i 2021 til over 800.000 kroner i år.
- Denne positive udvikling er afgørende for klubbens fortsatte udvikling, påpeger hun.
TrackMan
- Vi drømmer om at anskaffe en TrackMan. Det er en golfsimulator, som gør, at man kan spille og øve golf året rundt. Klubben har allerede modtaget 250.000 kroner i fondsstøtte og mangler nu omkring 120.000 kroner for at realisere projektet. Derfor har vi lanceret et simulator-sponsorat, hvor virksomheder med et bidrag på 10.000 kroner får både synlighed og adgang til golfsimulatoren, lyder det fra golfformanden.
Sportsligt går det også godt. Flere af klubbens turneringshold har klaret sig godt i Danmarksturneringen, og det bedste damehold har netop været i aktion i Hjørring, hvor de med en overbevisende sejr sikrede sig oprykning til 1. division inden sidste runde, som er i august.
- Med godt vejr, velplejede baner og stort engagement fra både frivillige og personale blev det til rigtig gode arrangementer, som viste Dronninglund Golfklub fra sin allerbedste side. Både som sportsklub og som samlingspunkt for det lokale erhvervsliv og ikke mindst for et fantastisk fællesskab, siger Heidi Selmer Pedersen.
Næste arrangement i golfklubben er et nyt begynderkursus for unge mellem 15 og 25 år, hvor Dronninglund Golfklub hjælper nye unge godt i gang med golfspillet og ind i fællesskabet i klubben.