Billede beskrivelse

Skatteministeren besøgte nystartet valgcafé i Hjallerup

03. marts 2026 kl. 19.01

HJALLERUP: Valgkampen er nu for alvor kommet i gang. Overalt kan man møde politikere og deres hjælpere. I Hjallerup har Socialdemokratiet netop åbnet en valgcafé i en tidligere bankbygning i Hjallerup Centret.

Ved åbningen mødte Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen op. Hun er kredsens folketingskandidat.

Tanken er, at caféen skal være udgangspunkt for gadekampagner, arrangementer og andre aktiviteter rundt omkring. Det er naturligvis også muligt for alle at kigge ind til en politisk snak og en kop kaffe.

- Jeg føler det som en stor ære nu at være i gang med den femte valgkampagne for Brønderslevkredsen, sagde Ane Halsboe-Jørgensen ved ankomsten. Selv om hun nu efterhånden er en erfaren politiker med flere valg bag sig, er det stadig noget stort for hende.

Billede beskrivelse

- Det har altid været spændende og særligt, og jeg føler hver gang et stort ansvar for at skaffe stemmer og bidrage til, at partiet får et godt valg. Det er som sagt et stort ansvar, og for mig er det en lige så stor ting i dag, som det var i 2011. Jeg beder jo om folks tillid, og det skal man aldrig stoppe med at være ydmyg overfor. Det er jeg i høj grad, sagde hun.

Uro i verden

- Jeg er sikker på, at situationen i verden vil fylde i valgkampen. Det gør den for politikerne, og det tror jeg også, den gør, når folk skal sætte kryds. Regeringen er jo ikke gået af, og det er også nødvendigt at have en regering med alt det, der sker fra dag til dag. Det er en helt anden verden, end da jeg stillede op første gang for 15 år siden. Der er en uskyld, der er røget. Vi har en vigtig opgave i at sørge for at passe på os selv som land, og at vi plejer de alliancer, vi skal pleje. Jeg har altid været tilhænger af vores EU-medlemskab, og det er jeg da ekstra meget i denne tid. Dette valg skal både handle om, hvilket sundhedsvæsen og ældrepleje vi har, og samtidig hvordan vi passer på Danmark i en urolig tid. Vores velfærd og sikkerhed må være kernen, for hvad er det ellers, vi kæmper for? spurgte skatteministeren.

Det er Socialdemokratiet i Brønderslevkredsen, der omfatter kommunerne Brønderslev og Jammerbugt, der står bag. Foruden caféen i Hjallerup er en tilsvarende åbnet i Pandrup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste