Sommerhusmarkedet blomstrer i vinterkulden
Sommerhusferie i Danmark og ikke mindst i Nordjylland er blevet populært i kølvandet på corona-pandemien. Den tendens oplever ikke mindst ejendomsmægler og indehaver af Home Brønderslev, Pernille Muhlig. Hendes butik formidler salg af mange sommerhuse - især i Løkken-området.
- 2023 endte med at blive et godt år for sommerhusmarkedet. Også selv om det startede lidt sløjt på grund af uro i samfundsøkonomien med høj inflation, energikrise og rentehop, forklarer Pernille Muhlig.
- Efter nogle stille måneder kom der gang i tingene igen, og der er fortsat stor interesse for at købe sommerhus. Specielt hvis prisen er rigtig og man kan gøre en god handel, tilføjer hun.
Sommerhussalget for 2023 endte 2 procent over 2022. Samtidig er priserne steget med 2,7 procent det seneste år. Det viser tal fra Boligsiden.
Pernille Muhlig slår tilmed fast, at det på trods af dårligt vejr med kulde, sne og sjap fortsat er attraktivt at se på sommerhuse.
- Vi har et lunt marked med interesserede købere, men med knap så mange sælgere i øjeblikket. Siden september er udvalget faldet, og det er jo lidt historien om hønen og ægget, lyder det fra Pernille.
- Der er faktisk interesserede kunder til sommerhuse hele året. Også nu, for kunderne vil jo gerne være klar i deres nyerhvervede sommerhus til de første solstråler rammer. Omvendt holder sælgerne sig lidt tilbage med at sætte deres huse til salg.
Og Home-mægleren fra Brønderslev har en pointe: Der sælges nemlig traditionelt mange sommerhuse i første kvartal. En opgørelse fra Home og Boligsiden på baggrund af 400.000 sommerhushandler gennem årene viser, at 24 procent af handlerne faktisk er afsluttet i årets første tre måneder.
- Løkken er inde i en god udvikling, fortsætter Pernille Muhlig. Ikke mindst takket være lokale ildsjæle, som gør en stor indsats for byen. Det har sommerhuskøberne også lagt mærke til, siger hun og understreger, at udlejning af sommerhuse ligeledes hitter.
Ifølge Danmarks Statistik var der ved udgangen af 2023 249.000 bookede ferieuger for 2024. Det svarer til en stigning på 41.000 uger sammenlignet med samme tidspunkt året før.
- Der er i øjeblikket gyldne muligheder for at leje sit sommerhus ud. Mange udlejningsbureauer mangler tilmed huse i kataloget. Og med nogle ugers udlejning i de perioder, hvor man alligevel ikke selv bruger sommerhuset, kan man sikre sig et pænt tilskud til udgifterne, fastslår Brønderslev-mægleren.