Tidligere rektor fylder 80 år

At passere 80 år er bestemt ikke ensbetydende med, at man sætter sig ned og nyder sit otium. I hvert fald ikke for Peter Hvid Jensen. 

Efter et arbejdsliv på over 40 år i gymnasieverdenen er han fortsat særdeles aktiv på flere fronter. Dels har han syd for Asaa sammen med fru Birgit et hyggeligt landsted på 20 tdr. land, der skal passes og nydes, og dels er han fortsat en særdeles aktiv og handlekraftig bestyrelsesformand for Dronninglund Kunstcenter.

Han er født i Thorup midt under krigen.

- Min barndom lignede på mange måder min fars og altså den forrige generations, fortæller Peter Hvid.

- Det hænger naturligvis sammen med krisen og krigen. Jeg var barn Thorup i slutningen af de folkelige bevægelsers tid, der startede i 1880'erne. I den lille by var der alt det, man skulle bruge, med brugs, købmand, slagter, bager, skole osv. Det var egentlig et godt samfund, men havde naturligvis også nogle minusser. Det kan man jo se i dag. Det var ret patriarkalsk, og det var også en autoritær opdragelse, der var almindelig, men ellers var det et dejligt samfund. Set med nutidens øjne var det fattigt, men der var trods alt ingen, der sultede. Det var trygt, for man kendte alt og alle, og resten var ikke noget, man havde brug for. Det var en spændende periode, der begyndte at blive afviklet omkring 1960. På mange måder har perioden sat et godt præg på Danmark og været en god tid for dem, der levede i den.

Far var husmand

- Vi havde 25 ha, så det kunne vel godt kaldes en gård, men min far insisterede på at kalde sig husmand. Han var interesseret i politik og var i mange år formand for husmandsbevægelsen. Senere blev han medlem af sognerådet, og han skulle derfor ofte til møder. Det betød, at jeg skulle malke køerne om aftenen. Da var jeg vel ikke mere end en halv snes år. Det var almindeligt, at børnene blev inddraget i arbejdet, fra de var forholdsvis små. Det var nødvendigt, og man hjalp til, når man kunne, fortæller han.

Som ung på landet ville det være naturligt at blive landmand, men det var ikke den vej, Peter Hvid ønskede at gå.

- Det har altid ligget i luften, at jeg skulle være lærer, så jeg kom på realskolen. Det havde min lærer foreslået mine forældre. Den lå i Dronninglund, og jeg fik en gammel cykel, så jeg kunne cykle til skole. Det kostede penge at gå på realskole, men det betalte mine forældre gerne.

Gang i udviklingen

- På det tidspunkt begyndte samfundsudviklingen at gå stærkt. Jo mere, jeg tænker over det, jo mere fundamental er tiden fra slutningen af 50'erne og frem til 70. Byerhvervene blomstrede op, og folk kunne få arbejde i byen. Der kom uddannelsesreform, og der kom fjernsyn. Lige pludselig blev horisonten udvidet, og det var ikke længere kun det lokale, det drejede sig om. Der kom ungdomsoprør, og i det hele taget var det en voldsom samfundsændrende begivenhed. Det betød også, at det samfund, jeg kom af, gik til grunde. Hidtil havde der været en selvstændig kultur på landet. Den forsvandt med fjernsynet og de mange forandringer. Nu er vi alle sammen en del af en by- og verdenskultur.

Tog realen med

- Jeg snakkede dialekt hele min barndom, og det gav problemer, da jeg kom på realskole. Jeg havde virkelig svært ved at lægge dialekten fra mig, og jeg er aldrig blevet en god staver, men det er da gået. Efter realeksamen kunne jeg egentlig godt begynde at læse til lærer, men jeg ville godt læse videre og kom derfor på gymnasium. Det er jeg glad for. Det var virkelig en god tid, som jeg nødigt ville have været foruden. Så jeg blev der i over 40 år! Først som lærer på Nørresundby Gymnasium og senere som rektor i Dronninglund.

Laksko- og gummistøvlebørn

- Gummistøvlebørnene kunne godt føle sig lidt underlegne. Det var nok ikke mit største problem, for jeg kommer fra et hjem, hvor det ikke var unaturligt, at andre kunne mene noget andet. Det ansporede mig, fortæller Peter Hvid, der altid har været politisk interesseret. Det var Det Radikale Venstre, han var tiltrukket af og aktiv i bl.a. som formand for partiet i Nordjylland i 20 år. Han stillede også op til et par folketingsvalg dog uden at blive valgt. Bedre gik det, da han stillede op til kommunalvalg. I 1990 blev han valgt ind i Aalborg Byråd.

- Jeg måtte dog forlade byrådet i 1991, da jeg blev rektor i Dronninglund. Som rektor skulle jeg bo i området.

Medlem af DRs bestyrelse

Fra 2001 til 2007 sad Peter Hvid i DRs bestyrelse. Det var i den periode, hvor der blev bygget koncertsal.

- Der blev bygget og bygget over evne. Det medførte en voldsom kritik fra rigsrevisionen. Jeg sad ikke i byggeudvalget, men følte, at bestyrelsen måtte stå til ansvar. Jeg drog konsekvensen og forlod bestyrelsen. Bestyrelsesarbejdet var ellers spændende, og jeg trivedes med det.

Farvel til rektorjobbet

- Jeg stoppede efter 23 år som rektor, da jeg fyldte 70. Jeg kunne egentlig godt have fortsat, men man skal også stoppe, før andre beder en om det. Jeg var med til at vælge min efterfølger, og han gør det godt. Jeg kan faktisk ikke se, hvordan gymnasiet kan drives bedre.

Formand for Dronninglund Kunstcenter

- Jeg var med i Kunstcentrets bestyrelse fra start i 2001, men forlod den så en periode. Da jeg stoppede som rektor, blev jeg bedt om at indtræde igen. Det gjorde jeg og blev på et tidspunkt bedt om at være formand. Det har jeg været glad for. Det passer mig godt. Der er flere ting i det. Jeg er samfundsvidenskabsmand og god til det med tal, men jeg synes, der er brug for kunsten til at sætte kød og blod på tallene. En statistik italesætter ikke nødvendigvis handlinger. En bog eller et kunstværk kan sætte ting til debat. Der er i høj grad brug for kunsten til at sætte spotlight på en lang række ting, som vi måske nok ved, men ikke rigtigt får debatteret. Det andet interessante ved formandsposten er opgaven med at få en organisation som Kunstcentret, der reelt fungerer via frivillige, til at fungere og ikke falde sammen. Det er en spændende organisatorisk udfordring. Vi har organiseret arbejdet i selvstyrende grupper, og den form er rigtig, fordi det skal være således, at de fleste beslutninger træffes i grupperne og ikke i bestyrelsen. På Kunstcentret træffer man massevis af spændende mennesker, der har erfaring fra områder, man ikke selv har, ligesom man får en bredere omgangskreds og interessante folk at snakke med. Det er godt nok at have 20 tdr. land og at lytte til fuglene, men det skader heller ikke at få andre mennesker indover. Nu er jeg 80 og har det godt. Jeg synes selv, jeg er frisk, men man skal naturligvis også tage med, hvordan andre opfatter en, men så længe, det er meningsfyldt for mig, fortsætter jeg. Jeg tænker ikke på alder, slutter Peter Hvid Jensen, der 3. maj fylder 80 år.