Politibetjent i Grønland: Sidste rejsebrev fra den yderste by
I ti måneder har politibetjent Ulrik Elmkvist Eriksen fra Dronninglund været udstationeret i Ittoqqortoormiit i det nordøstlige Grønland. Herfra har han sendt flere rejsebreve. Her følger hans sidste fra den afsidesliggende by:
Ti måneders ophold blandt fiskere og fangstmænd i det nordøstligste Grønland er slut. Det har på alle måder været en fantastisk rejse - særligt de sidste tre måneder, hvor Solveig gjorde mig selskab. At arbejde og leve sammen med disse hårdføre og venlige mennesker glemmer vi aldrig. Der er skabt venskaber, der vil bestå livet ud, og Ittoqqortoormiit er et sted, som vi med sikkerhed kommer til at besøge igen.
Der er ti fangerfamilier i byen. De ernærer sig primært med det, der bringes hjem fra deres fangstture. Isbjørn, narhval, hvalros, moskus og sæl er vigtige byttedyr, men vigtigst af alt er fangst af narhval. Med undtagelse af moskus, sæl og fugle må kun erhvervsfangere jage de nævnte dyrearter, der alle er kvotebelagt. F.eks. er den årlige kvote på isbjørne 35, og kvoten på narhval er 50. Det er et slidsomt arbejde at være fanger og fangerkone, men det er bestemt også mennesker, der ses meget op til.
Mange af byens borgere er deltidsfangere, der kun må jage fuglevildt og sæler, ligesom de kan opnå licens til fangst af et antal moskusokser. Man får et noget anderledes forhold til begrebet jagt, når man befinder sig heroppe i det nordøstlige hjørne. Når f.eks. moskusjagten går ind, er fangerne typisk væk i flere dage og ofte i 25 graders frost.
Nødopkald fra ægtepar
D. 3. april modtog politiet et nødopkald fra et fransk ægtepar, der ni dage forinden var draget på skitur i Liverpool Land nord for Ittoqqortoormiit.
De befandt sig nu to dage fra Constable Point og kunne ikke komme videre grundet voldsomme snemasser. De gik i sne til livet og kunne ikke slæbe deres pulke videre. Med helikopter fik vi hentet personerne og deres udstyr, og ca. tre timer senere tog jeg imod dem i heliporten. De var meget trætte, men derudover havde de det godt.
Da der var uvejr på vej, og dermed udsigt til helikopteraflysning senere på eftermiddagen, besluttede jeg at sende de to med helikopteren direkte til Constable Point, hvorfra de skulle videre til Island og Frankrig. Under normale omstændigheder, hvad der ikke er meget af heroppe, ville jeg med det samme have afhørt dem for at få klarlagt omstændighederne.
Senere nedskrev jeg de spørgsmål, jeg ønskede svar på, oversatte dem til fransk via Google Translate og sendte dem på mail til franskmændene, der et par dage senere besvarede spørgsmålene. Det var ikke nogen billig transportform, de anvendte, og deres forsikringsselskab kommer til at betale for det.
Besøg fra Dybvad
For 14 dage siden havde vi besøg af min gode ven og kollega, Allan Juul, fra Dybvad. Vi arbejdede sammen i Kriminalpolitiet København i flere år, inden jeg drog til Dronninglund.
Allan var her i ti dage, hvor vi sammen havde mange fine oplevelser, bl.a. en to dages slædetur til Kap Swainson, hvor vi overnattede i en fangsthytte. En flot tur sammen med to herlige fangere, Martin Madsen og Julian Lamla. Da Allan skulle rejse herfra, var helikopteren selvfølgelig aflyst. Så det var op på snescooteren med gæsten, der efter to timers urolig kørsel i stiv kuling nåede sit fly i Constable Point.
Farvel til Ittoqqortoormiit
Når Solveig og jeg rejser herfra, bliver det nok med våde øjenkroge. Vi slapper af et par dage i Reykjavik, inden turen for Solveigs vedkommende går mod Dronninglund.
Jeg rejser igen til Tasiilaq, hvor jeg skal arbejde et par måneder, inden jeg slutter politilivet d. 1. juli. Fra Tasiilaq skriver jeg mit allersidste rejsebrev.
