Forfatterspirer skrev spændende historier med både gys og gru
Statens Kunstfond har afsat i alt godt 11 mio kroner til tre danske kommuner, der skal forsøge at gøre kunst mere vedkommende og tilgængelig i lokalsamfundet. Det sker gennem projektet ’Kunst på banen’, som Brønderslev, Lemvig og Helsingør kommuner er blevet udvalgt til.
Brønderslev Kommune har fået 2,5 mio kroner, og her er det besluttet, at pengene skal bruges til en række kunsttiltag i og omkring Jyske Aas.
I første omgang sættes der fokus på børn og unge. Der er allerede lavet et projekt på Flauenskjold Skole, og i sidste uge var det elever i 4. og 5. klasserne på Dronninglund Skole, der fik glæde af projektet.
De fik bl.a. hjælp af forfatter Malene Sølvsten, der er kendt for sine fantasy-romaner. Hun var sammen med eleverne i to timer, inden de med naturvejleder Henrik Sparvath tog på tur i Sømosen for at høre om naturen, dannelsen af Jyske Ås samt lokale sagn. Dagen efter gik turen til Dorf Møllegård, hvor de hørte om lokale myter, historier og mytiske væsener.
Fokus på Jyske Ås
- Pengene fra Statens Kunstfond skal bidrage til at sætte fokus på den fantastiske naturressource, som Jyske Ås er. På en række punkter er den uudnyttet, så gennem kunst og kultur vil vi forsøge at promovere det unikke naturområde, fortalte projektleder Mette Sandberg Svendsen.
- Det er et kunstprojekt, hvor vi forsøger at vise eleverne, at kunst ikke behøver være højtravende og svært at forstå, men derimod noget, der foregår lige her, hvor vi er og færdes, hvis vi bruger vore sanser. Vi har så mange fantastiske historier fra Jyske Ås og mange, mange sagn om gamle dage og mørke skikkelser. Derfor har vi inddraget en forfatter, som skal hjælpe med at få de mange lokale historier, sagn og myter frem i lyset. Vi har af den grund valgt at fokusere på litteratur som første del af projektet. Hvad der derefter kommer til at ske, ved vi ikke endnu, for det er et projekt under udvikling. Det er den præmis, projektet kører med, at der ikke er sat faste rammer. Det er et treårigt projekt, så der kommer til at ske meget. I øjeblikket koncentrerer vi os om Jyske Ås, sagde projektlederen.
Oplæg fra kendt forfatter
Projektet startede som nævnt med et oplæg fra forfatter Malene Sølvsten, der er kendt for en række fantasyromaner.
Hun førte eleverne gennem nogle øvelser, hvor hun viste billeder fra Dronninglund Skole. Det var billeder af noget, de kendte, som cykelskuret, trappeopgangen og den slags.
- Først beskrev de billederne, som de så dem, og derefter bad jeg dem fortælle, hvad det også kunne være. Pludselig kunne de se rumvæsener i rørene og stole, der var levende og farlige. De var sprængfyldte med idéer, og den kreativitet og måde at se på verden kan man bruge hele livet, sagde forfatteren, der gav udtryk for stor beundring for, at man har tænkt litteratur ind på skolen i dette projekt.
- De børn, jeg mødte, er ikke målgruppen for mine bøger, men jeg elsker at snakke med dem. De er så kloge og dygtige, og jeg har stor tiltro til de unge mennesker. De er meget kompetente. De læser bøger, men mange falder desværre fra, når de forlader folkeskolen. Jeg tror, det er vigtigt, at børnene møder en forfatter og får lejlighed til at spørge om helt jordnære ting, som hvordan en bog bliver til. Jeg håber, at børnene af mit oplæg fandt ud af, at de selv kan digte historier. De behøver jo ikke blive forfattere, men det ville da være helt vildt, hvis det kunne blive deres hobby, sagde forfatter Malene Sølvsten.
Eleverne skrev historier
Ud fra oplæg fra Malene Sølvsten og inspirationsturene til Sømosen og Dorf Møllegård gik børnene derefter i gang med at lave deres egne historier ud fra de oplevelser, de har haft. Her fik de hjælp af en anden fantasyforfatter, Julie Midtgaard, der havde til opgave at hjælpe dem videre, hvis de gik i stå. Hun har selv skrevet, siden hun var ganske ung, og havde medbragt et kladdehæfte med historier, hun skrev, da hun gik i 4. klasse. Dem gav hun prøver på som ekstra inspiration.
- Jeg er ved at skrive en historie om en hund, som to drenge binder en sten om halsen på og kaster ud i Sømosen, fortalte 11-årige Laura, da hun sammen med de andre elever gik i gang med at skrive. Det lød uhyggeligt, men Laura forsikrede, at historien ender godt trods masser af trylleri og mystik.
- Jeg læser mest gyserhistorier. Jeg elsker også at fortælle historier, så det har været sjovt at være med, sagde Laura. Alle historierne blev skrevet ned, og nogle af dem indspillet som podcast.