Seneste nyt
Billede beskrivelse

Forening har fået nye æresmedlemmer - og en årets ildsjæl

23. januar 2024 kl. 19.00

I lørdags havde Klokkerholm Idrætsforening inviteret til frivilligfest i Klokkerholm Hallen, og 85 frivillige fra alle kroge af idrætsforeningen deltog i den vellykkede dag fyldt med aktiviteter.

- Det er første gang, vi tager initiativ til en frivilligfest, men nu er tiden kommet til at takke for den hjælp, vi får fra jer, sagde formand Margit Chemnitz, da hun bød velkommen.

- Klokkerholm Idrætsforening er en stor forening med knap 450 medlemmer og en god økonomi. Vi har gang i mange aktiviteter på tværs af foreningen, men det kan vi ikke gøre alene. Uden frivillige er der ingen forening, så enkelt er det, sagde hun.

Dagen bød på aktiviteter i hallen, og der blev dystet i en række forskellige discipliner. Alle blev på sat på hold på tværs af alder fra 14 år til 85 år. Trods de mange aktiviteter var der naturligvis også tid til at få snakket og hygget.

Nye æresmedlemmer udnævnt

Der blev på frivilligdagen udnævnt fem nye æresmedlemmer i KIF, og det er ikke sket siden 1981.

Nuværende æresmedlem Arne Andersen var med til overrækkelsen af de nye æresmedlemmer, og det blev Jens Mortensen, Johannes Hovaldt, Per Hostrup, Jens Ole Klitgaard og Aase Maribo.

Dorthe Gade og Janne Hostrup holdt taler for de nye æresmedlemmer, der alle har ydet et stort arbejdet igennem et frivilligt foreningsliv og hver især gjort en kæmpestor forskel gennem tiden i Klokkerholm Idrætsforening.

Billede beskrivelse

Årets ildsjæl

Prisen som Årets Ildsjæl 2023 blev også uddelt. Den blev stiftet ved foreningens 100-års jubilæum i 2018 af æresmedlem Arne Andersen og gik i år til Janne Hostrup for et stort arbejde i foreningen.

- Du er med til at gøre en stor forskel og sikre gode rammer og sammenhold, og du er en KIF-er helt ind i hjertet. Du yder en ekstraordinær stor indsat også på tværs af foreningen, du skaber en god stemning og holdånd, og så er du altid god for en tredje halvleg. Du er en ildsjæl helt ind i hjertet, lød begrundelsen for tildelingen af prisen.

Dagen blev rundet af med mad og drikke til alle de frivillige.

- Foreningen er taknemmelig og privilegeret med så mange frivillige, lød det afslutningsvis fra Margit Chemnitz.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste