For Rikke og Niels-Erik er linedance blevet en livsstil

HJALLERUP: Hvis man i Hjallerup og omegn nævner ordet linedance, falder tanken straks på ægteparret Rikke og Niels-Erik Kristiansen. De har i 25 år undervist i den særlige form for dans og har netop taget hul på den 26. sæson.

- Vi startede egentlig med at danse squaredance, fortæller Niels-Erik.

- Vi gik til undervisning i Hjallerup i et par år. Instruktøren var oppe i årene, og hun spurgte mig på et tidspunkt, om jeg ikke ville overtage undervisningen. Det lød interessant, men jeg kunne ikke nok, så jeg tog på kurser og overtog derefter holdet og kørte det et par sæsoner. Vi var hvert år til et stort landsstævne i Silkeborg, og her kunne vi prøve forskellige danse, siger han.

Her stiftede de bekendtskab med linedance, hvor man danser med sig selv til countrymusik. Det blev de begge meget optaget af.

- Jeg ville lære mere og tog derfor på kursus. Så fik vi den idé, at det kunne være sjovt at starte linedance i Hjallerup. Vi blev enige om, at vi da kunne forsøge at lave nogle prøvegange. Vi kunne bare fire danse, så vi havde ikke så meget at byde ind med, men ville alligevel forsøge. Gymnastikforeningen annoncerede med de fire prøvegange, og vi var usikre på, om der overhovedet var nogle, der gad, men der dukkede faktisk mange op. Jeg tror, vi var 20, siger Niels-Erik Kristiansen.

De var vilde med det, og da prøvegangene var slut, spurgte de, hvornår de fortsatte.

- Det var vi så nødt til, og vi startede derfor i august 1999 i både Hjallerup og Dronninglund. Vi fik fat på en instruktør, som kunne mere end os. Hun var god og sørgede for, at vi fik en ordentlig start. Hun kom med 20 begyndernumre, og dem kunne vi så overtage og bruge, siger han.

Startede forening

Interessen var så stor, at parret oprettede en forening, der kunne stå for det hele. De kaldte den KICK.

- Kick er et meget anvendt udtryk inden for linedance, men det står også for: ’Kom I Cowboy Klunset’, fortæller Niels-Erik.

I linedance er det de samme trin, man gentager fra start til slut af en melodi, der typisk består af 32, 48 eller 64 taktslag, hvorefter man starter forfra på de samme trin. Denne gentagen af helt ens sekvenser gennem en dans er unik for linedance, der altid danses til glad musik.

- Linedance er amerikansk, men er egentlig kommet derover med europæere, der udvandrede til USA. Den er så kommet tilbage til Europa. Dansen blev populær ude på landet, hvor der var mange mænd. De kunne jo ikke danse sammen, så derfor blev det til denne danseform, hvor man danser hver for sig, fortæller Niels-Erik.

- Vi startede med fire danse, nu har vi godt 700. Der kommer hele tiden nye til, så der er nok at vælge imellem. Vi lærer nye danse ved, at der ligger beskrivelser af de enkelte danse på nettet. Der er et par engelske hjemmesider med både beskrivelser, musik og videoer, som jeg bruger meget.

Danseinteressen kom sent

- Jeg gik ikke til dans som barn, men måske var jeg lidt misundelig, når nogle af de andre børn gik på danseskole i Lyngså bag bagerbutikken, fortæller Rikke og fortsætter:

- Det var først, da jeg blev voksen, at jeg gik til undervisning på Asaa Kro. Det var pardans, og det er hverken Niels-Erik eller jeg så gode til. Vi har svært ved at enes om det. I linedance danser man hver for sig, og det er kun, hvis man går den forkerte vej, at man træder andre over tæerne. Hvis man bare kan tælle lidt, så går det fint.

Linedance kræver forberedelse

De underviser to gange om uge, og dertil kommer forberedelse.

- Jeg bruger gerne en halv søndag på at kigge på danse, lave ugeprogram og finde nye danse. Vi skal helst have en ny dans med hver gang. Vi starter altid med noget, vi kender, og så kommer der en ny senere. Det skal være sjovt og hyggeligt at gå til linedance. Nogle kommer alene for hyggens skyld, mens andre kommer for at bevæge sig. Når man danser halvanden time, er det mange trin, man når. Desværre er der ikke så mange unge, der er med. Vores aldersgennemsnit er lidt højt. Vi må erkende, at indlæringshastigheden falder med alderen., og det kan man tydeligt mærke. For år tilbage kunne vi lære en ny dans på under 30 minutter. Det kan vi ikke længere, men sådan er det, siger Niels-Erik.

Udstyr ikke afgørende

- Det er jo en cowboydans, og i starten gik vi meget op i at have det rigtige tøj på. Det gør vi ikke så meget mere. Vi kan godt have cowboystøvler og hat på, når vi er til arrangementer. Så ser det ud af lidt mere, men når vi øver, har vi tøj, der er behageligt at have på, og fodtøj, fødderne kan lide at være i, fortæller Rikke.

Hvem vil tage over?

- De unge har så travlt i dag. De har internet og sociale medier. Hvis der havde været den slags, da vi var unge, er jeg ikke sikker på, at vi var kommet i gang. Det er svært at få fat på de unge, så spørgsmålet er, hvem der vil overtage det, vi laver, når vi bliver for gamle? Det kan godt bekymre os, slutter Niels-Erik Kristiansen.

Foreløbig fortsætter parret dog med at undervise i den dans, de holder så meget af, og som de så gerne vil have mange flere til at dyrke.