Dronninglund Gymnasium åbner dørene til verden: Elever i global kulturudveksling
Dronninglund Gymnasium er ved at opbygge et stærkt internationalt netværk, der bl.a. indebærer, at 24 elever til oktober drager afsted til henholdsvis Spanien, Tyskland og Belgien i to uger. Forude venter en spændende oplevelse for de elever, der har mod på at opleve en gymnasiehverdag i det fremmede.
Der er virkelig noget at glæde sig til, fortæller elever, der allerede i efteråret oplevede et svensk gymnasium indefra.
- Spændende og berigende, men det satte også et dansk gymnasium og ikke mindst Dronninglund Gymnasium i perspektiv, fortæller Rebekka Minna 2c og Victoria Søndermølle 2c samstemmende.
- Man kommer virkelig til at sætte pris på DG, når man har oplevet et svensk gymnasium. I Dronninglund oplever vi et fællesskab i klassen og klasserne imellem på tværs af årgange. Der er også de sociale aktiviteter og nærheden lærerne eleverne imellem. Det var helt fraværende på det svenske gymnasium, vi besøgte og fulgte gennem to uger, fortsætter Rebekka og Victoria.
Elevernes besøg på gymnasiet i Gävle nord for Stockholm er et led i en langsigtet strategi, hvor Dronninglund Gymnasium ønsker at fastholde og udvikle sine internationale kontakter, efter at det i foråret 2022 blev godkendt som Erasmus+ akkrediteret skole.
Med midler fra Erasmus+ kan både elever og lærere deltage i udvekslinger og internationale projekter og dermed også få indblik i andre landes skolesystemer og undervisning.
For eleverne var Sveriges-opholdet en god oplevelse, men også en perspektivrig oplevelse, for ud over at de nød samværet med deres nye klassekammerater, fik de også sat svensk gymnasiekultur over for dansk.
- Det var lidt af en overraskelse at være med i timerne. Eleverne kunne snakke, sove og sidde med deres mobiltelefoner og ikke være mentalt til stede, uden at lærerne greb ind. De fortsatte bare undervisningen, fortæller Oliver Plovgaard, 2ab.
- Det svenske gymnasium gik for at være det nørdede gymnasium, men det mærkede vi ikke meget til. Det lignede mere en efterskole. Det slog os, hvor lidt klassen gik op i fællesskab. Eleverne var meget delt op i grupper, og typisk var grupperne også delt efter deres etniske tilhørsforhold. Det havde de det tilsyneladende fint med, fortsætter Tobias Madsen 3e.
Med det internationale netværk er det ikke blot elever og lærere, der rejser ud, men også udenlandske elever og lærere, der kommer til Dronninglund.
- I december 2022 var vi værter for fire svenske elever og samarbejdet med gymnasiet i Gävle nord for Stockholm fortsatte i 2023, hvor Erasmus aktiviteterne tog fart, og vore syv elever var i Sverige. I november sidste år havde vi besøg af lærere fra Spanien og Belgien, og i januar-februar er vi værter for fire belgiske elever og tre spanske. I marts kommer 10 tyske elever på besøg, fortæller uddannelsesleder Anne-Mie Nielsen.
Det internationale netværk på Dronninglund Gymnasium er kommet for at blive og vil i årene fremover forstærkes.