Seneste nyt
Billede beskrivelse

DG-ånden blev foldet ud, da gymnasium holdt åbent hus

21. januar 2024 kl. 20.00

Dronninglund Gymnasium er kendt for sin særlige ånde. DG-ånden. 

Den kan være lidt svær at forklare og begribe, men til åbent-hus-arrangementet forleden indledte rektor Lars Jørgensen sin tale med at sige til alle de fremmødte folkeskoleelever og deres forældre, at de forhåbentlig ville få en fornemmelse af den faglighed, gymnasiet står for, og den stemning og ’ånd’, der præger dette sted.

Efter en kort tale af Lars Jørgensen blev der vist en billedkavalkade over årets gang på gymnasiet af tidligere lektor Lars Andersen og derefter to forrygende dansenumre samt et smukt sang- og musiknummer fra den kommende store forestilling ’En god dag at leve’, hvor der i år deltager omkring 100 elever.

Billede beskrivelse

Efter denne forsmag på forestillingen var gæsterne varmet op til at få mere information i klasselokalerne om fagene, studieretningerne og livets gang på gymnasiet. Lærerne tog sig af de mere formelle informationer, og så var det ellers op til eleverne fra forskellige årgange at underholde med deres egne erfaringer med fag, lektier, fester og de utrolig mange faglige og sociale aktiviteter, der er på gymnasiet, mens gæsterne hyggeligt var samlet omkring bordene til en kop kaffe, frugt og lidt sødt.

Ikke mindst elevernes engagement fik folkeskoleeleverne til at lytte, og især når talen faldt på fællesskab på tværs af klasserne, sammenhold og den gode trivsel.

Billede beskrivelse

Trivsel var også et kernepunkt i rektor Lars Jørgensens tale. Dugfriske tal fra ministeriet viser igen, at eleverne på Dronninglund Gymnasium i den landsdækkende trivselsundersøgelse omfattende 150 gymnasier har givet gymnasiet en særdeles flot placering.

- Målet er ikke i sig selv at være blandt de fem bedste. Målet er læring, og forudsætningen for læring og fagligt engagement er, at man trives. Længere er den ikke, sagde rektor i sin tale.

Efter informationerne i klasselokalerne viste eleverne rundt på skolen, hvor der var opstillet forskellige faglige boder, hvor lærerne kunne fortælle lidt om de forskellige fag eller som i naturfagsfløjen, hvor eleverne viste forsøg, og hvad der ellers kunne foregå i en fysik-, kemi- eller idrætstime.

Billede beskrivelse

For eleverne i de tre numre fra forestillingen ’En god dag at leve’ var åbent-hus-arrangementet en lille smagsprøve på at stå foran et større publikum. Lørdag formiddag var de så på scenen igen ligesom rektor, lysbilledshowet, informationsmøderne og elevernes rundvisning. Denne gang for en masse efterskoleelever og deres forældre, og alle de folkeskoleelever, der ikke om onsdagen havde lyst til med deres forældrene at køre ud i det glatte føre.

Normalt foregår denne del af arrangementet på lærerværelset, men gennem de sidste par år har det vist sig, at flere og flere elever og forældre vælger lørdag formiddag til gymnasiets orientering, så i år var arrangementet rykket ned i fællesarealet. Og ganske rigtigt var der også i år rekordtilslutning lørdag formiddag, og også i år viste DG-ånden sig fra sin bedste side.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste