Seneste nyt
Billede beskrivelse

Det vil Ældrerådet have fokus på i 2024

19. januar 2024 kl. 11.01

På Ældrerådets første møde i år kunne man med tilfredshed konstatere, at Brønderslev Kommune har underskrevet endnu en 4-årig aftale omkring ’Bevæg Dig For Livet’.

- Vi synes, det er så godt, for det har betydet, at rigtig mange ældre borgere har fået en mere aktiv hverdag. Vi ved fra mange undersøgelser, at det giver bedre helbred og mere livskvalitet, så til lykke med det til alle kommunens ældre borgere, lyder det fra formanden for Ældrerådet, Inger Møller Nielsen.

Fokus på inkontinens

På mødet var der besøg af visitator Mathilde Smolinski Hansen, som er ansat til at køre et projekt for alle borgere med inkontinens.

- Det er et projekt, som har været til stor hjælp for mange ældre borgere med problemer med inkontinens og dermed en noget forringet livskvalitet. Det er et projekt med en stor succes, som Ældrerådet håber vil blive forlænget, og at der fortsat holdes fokus på den problemstilling, som inkontinens indebærer for en del af kommunens ældre borgere, siger formanden.

Egnede boliger til seniorer

Seniorboliger har i mange år fyldt meget på dagsordenen i Ældrerådet. Seniorboliger omfatter også almennyttige egnede boliger.

- Vi erfarer, at der er noget på vej omkring Knudsgade i Brønderslev med både almennyttige boliger og nybyggeri, og det ser ud til at blive et spændende tiltag. Måske kan det lykkes at transformere et så centralt sted i byen til et spændende område. Der er i hvert fald kræfter i gang, der arbejder i den retning, lyder det fra formanden.

Tand- og mundhygiejne er vigtigt

Ældrerådet vil også i år sætte fokus på tandsundhed/mundhygiejne hos ældre. Undersøgelser viser, at langt de fleste sygdomme udspringer netop fra dårlig mundhygiejne.

- Det er et spændende og meget relevant område at dykke ned i, og vi vil arbejde på at få det kommunikeret ud til alle kommunens ældre borgere, efter vi har drøftet problemstillingen med chefen for omsorgstandplejen, Jesper Hohwy, slutter Ældrerådets formand, Inger Møller Nielsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste