Tag en skarnbasse i hånden

På en stille og lun sommernat kan man være heldig at opleve skarnbassen, flyvende med en dyb brummen, lavt og lidt klodset over marker og åbne områder i skoven. Skarnbassen er på jagt efter kokasser, hestepærer og gødning fra rådyr og andre planteædere.

I skoven træffes især skovskarnbassen, der er den mest almindelige af de fire arter, vi kan møde i Danmark. De er nemme at finde i stort tal på veje og stier i skoven.

Færdes der heste på stien, og der dermed forekommer hestepærer, er chancerne særlig gode. Gødningen er et godt måltid for skarnbassen, men også et velegnet middel, hvormed skarnbassen kan sikre sit afkom en god start på livet.

Det er skarnbassens brug af gødning, der har givet den navn. Skarn betyder ekskrementer og basse betyder tyk og velnæret. Og når man iagttager en skarnbasses runde form, giver dens navn bestemt mening.

Skarnbassen har også båret andre navne. Møgbasse, lorteæder eller lortebasse er ikke særligt poetiske navne, men de beskriver på sin vis skarnbassens levevis ganske godt.

En god start på livetSidst på sommeren finder han og hun sammen, for i fællesskab at skabe de ideelle betingelser for afkommets udvikling fra æg til larve til puppe til fuldt udviklet skarnbasse.

Parret finder en passende hob af gødning, måske en kokasse, og så begynder et større entreprenørarbejde. Under kokassen eller i umiddelbar nærhed, graver parret en lodret gang ned i jorden. Gangen kan være op til 40 centimeter dyb.

Gangen forsynes med små sidegange, tre til seks stykker, som alle fyldes med en klump af kokassen. Er gangen gravet et stykke fra kokassen, triller de kommende forældre små kugler af gødning hen til gangen.

I hver sidegang lægger hunnen et, og kun et æg, i en lille hulning i gødningen. Til slut stoppes sidegangene til med jord, så ægget nu ligger beskyttet helt uden for fjenders rækkevidde. Et imponerende arbejde som parret gentager flere gange.

Ægget klækkes, og larven kan nu i fred og ro mæske sig med den nærende gødning, og efter godt et år er den færdigudviklet og forpupper sig. Når den voksne skarnbasse kommer ud af puppen, venter den yderligere en vinter i sin gang, og først når det bliver forår og al gødningen er fortæret, graver den sig op i det fri og begynder tilværelsen som fuldt udviklet skarnbasse.

Tag en skarnbasse i hånden

Man kan ikke undgå at blive imponeret over den lille skarnbasses enorme gravearbejde. Når du møder en skarnbasse på skovstien, så tag den forsigtigt op i hånden. Det første man bemærker, er skarnbassens fantastiske farve.

Den er blåsort med en dyb metalglans, så dyb og skinnende, at enhver autolakerer må indse, at han har fundet sin overmand. Skarnbassen må selvsagt have stærke ben for at kunne udføre sit imponerende gravearbejde. Prøv forsigtigt at lukke hånden om skarnbassen, og du vil med det samme mærke dens kæmpekræfter, når den med masser af power arbejder sig ud mellem dine fingre.

Et mysterium

Når du står med en skarnbasse i hånden, vil du ofte høre den komme med en mærkelig lyd, der nærmest kan beskrives som en knirken.

Formålet med dette kan måske forklares, da lyden muligvis indgår som en del af det kurmageri, der går forud for pardannelsen. Eller er det måske en skræmmelyd, der skal få dig til at slippe skarnbassen fri igen?

Underligt nok har det vist sig at også larverne, der ligger totalt isoleret under jorden, giver lyde fra sig. Hvad er formålet med dette? Hvorfor ligger de helt alene og beskyttet under jorden og giver lyde fra sig?

Mysteriet er indtil videre uløst. Måske er det alt det uforklarlige i naturen, der fascinerer os mest.