Billede beskrivelse

Prisen på fjernvarme i Dronninglund forventes at falde næste år

24. august 2023 kl. 19.03
Opdateret 27. august 2023 kl. 16.46

Efter et særdeles turbulent og begivenhedsrigt år med høje varmepriser og manglende varmecheck ser det nu lysere ud for Dronninglund Fjernvarmeværk og dets omkring 1400 forbrugere. Det fremgår af det netop udarbejdede halvårsresultatet, der er godkendt og vedtaget af bestyrelsen.

- Vi forventer, at vi med nuværende priser og et forbrug som sidste år når i mål med det, vi lovede på generalforsamlingen, lyder det fra formanden, Karsten Møller Nielsen.

- Den underdækning eller gæld, som forbrugerne har over for fjernvarmeværket på 11,9 millioner kroner, ser ud til at blive fjernet i år. Det er i virkeligheden penge, brugerne skulle have betalt sidste år. Det sker nu, og så er den gæld fjernet, men vi har dog næste år en mindre gæld, der stammer fra 2021. Da var der en underdækning på små 10 millioner kroner. Den gæld skal afdrages over fire år, er Energitilsynet gået med til. Det ser positivt ud, og jeg er sikker på, vi kommer i mål, medmindre energipriserne igen eksploderer til vinter. Hvis det skulle ske, er vi klar til hurtig handling, så vi ikke kommer bagud i forhold til budgettet. Bestyrelsen forventer, at vi får normaliseret vores priser primo 2024. Hvis energipriserne holder, falder varmepriserne næste år, siger han.

Forbrugerne har i år haft mulighed for at indefryse prisstigningen, hvis man har et forbrug på over 26.000. Det skal så afdrages over fire år, men kun 15 har benyttet sig af det, selv om inflationen er med til at gøre det billigere.

Dampvarmelager

- Jeg føler, vi har styr på det nu. Også med at opsamle energi i sommerhalvåret. Når solen skinner, opbygger vi et lager til at bruge hen over den kommende vinter. Vi har desværre ikke haft så mange solskinstimer, som vi havde sidste år. Vi kan dog nå at indhente noget, hvis vi får en god eftersommer med masser af sol. Så vil vi holde skansen med solproduktion. Der er dog en lille usikkerhed. Varmepumpen ved solfangerne kører, men vi har ikke godkendt dens virkningsgrader og drift. Den kører ikke om sommeren, hvor solen leverer al den varme, vi har brug for. Den starter i løbet af efteråret, og jeg håber, leverandøren vil kunne leve op til specifikationerne, så vi kan få det på plads inden jul. Vi er langt, men fordi vi ikke har kunnet køre testkørsler her i sommer, kan vi endnu ikke sige, hvor vi er, oplyser Karsten Møller Nielsen, der trods en række usikkerheder forventer, at varmeprisen i Dronninglund falder næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste