Ombygningen af kunstcenter er i fuld gang: Særligt en ting er i fokus
Dronninglund Kunstcenter holder også i år lukket i vintermånederne for at gøre klar til den nye sæson, der starter til påske. I år hersker der imidlertid stor travlhed i hele vinterperioden, hvor håndværkerne på den forholdsvis korte tid skal bygge stedet om for flere millioner kroner.
Kunstcentret blev bygget i 1970-erne af elinstallatør Birger Jensen og indviet i 1977. Byggeriet levede op til datidens byggekrav og har fungeret aldeles udmærket i mange år.
I løbet af de sidste 5-6 år er der blevet foretaget markante forbedringer i og omkring den smukke bygning. Der er således installeret et nyt og klimavenligt luft-til-vand varmesystem, ligesom der er anlagt en skulpturgård, en skulpturhave og en ny forplads med en flot og imponerende trappe.
- Der er sket meget, men på enkelte punkter er Kunstcentret imidlertid stadig ikke tidssvarende. Det gælder især tilgængeligheden for handicappede og gangbesværede. Her er forholdene ikke gode nok med henblik på de forventninger, folk med rimelighed kommer med i dag. Det retter vi nu op på med ombygningen, understreger han og peger videre på, at der som en kærkommen sidegevinst nu samtidig bliver skabt bedre udstillingsfaciliteter og givet bygningens i forvejen flotte arkitektur et yderligere løft. Der bliver således frit udsyn tværs gennem hovedbygningen, lyder det fra formand Peter Hvid Jensen.
Håndværkerne slider i denne tid med ombygningen, der omfatter installation af elevator fra kælder til første sal, og flytning af de nuværende toiletter i stuen og på første sal til kælderen, hvor der også etableres et handicaptoilet. Desuden sker der en tilpasning af el-systemet, så det kan klare den øgede belastning ligesom der også sker ændringer i ventilationssystemet og varmeudnyttelsen.
- Ombygningsarbejdet gik i gang straks efter jul, og der er tryk på, da det så vidt overhovedet muligt skal være færdigt inden påske, så vi kan åbne vores traditionelle påskeudstilling palmesøndag 24. marts, fortæller Kunstcentrets formand, Peter Hvid Jensen.
Pengene til det omfattende projekt kommer fra Sparekassen Danmarks Fond Dronninglund, Brønderslev Kommunes kulturelle anlægsmidler, A.P. Møller Fonden og Nord Energi Fonden. Dronninglund Kunstcenter skyder også selv et betydeligt beløb i projektet.