Jazz med fornyelse

Snorre Kirk, Drummer and Composer, klassisk kvintetjazz i Den Runde Pavillon i Brønderslev.

Snorre Kirks orkester sendte fra begyndelsen sine særlig signaler vedrørende den musikalske oplevelse. Orkestret spillede næsten fuldstændig akustisk: ingen forstærkning på flygel, blæsere eller trommer, kun kontrabassen havde en smule forstærkning på. Orkestret var klædt i mørke habitter og sorte sko og det samlede billede viste tilbage til klassisk neobopstil fra midt i 1950’erne. Aftenen skulle vise, at der ikke var tale om museumsjazz og at musikerne var fuldt fortrolige med nyere jazzerfaringer.

Orkestret spillede næsten udelukkende Snorre Kirks egne kompositioner og lagde ud med en bopinspireret komposition med unison temapræsentation for cornet (Tobias Wiklund) og tenorsax (Jan Harbeck).

Som aftenen skred frem, fik publikum prøver på Wiklunds ekspressive cornetspil, der passede fornemt til Jan Harbecks dynamisk varierede tenorspil. Det var også en oplevelse, når de to blæsere snakkede sammen på deres instrumenter i både langsommere og hurtigere numre.

Jan Harbeck spillede smukt balladespil med let latinamerikansk akkompagnement med Snorre Kirk på viskere og Lasse Mørck med latin basspil.

Calle Brickmann ved flyglet var aftenen igennem en glimrende og lydhør akkompagnatør, der spillede nogle fine, melodiske soli, der også bredte sig smukt ud i balladespil.

Bassisten Lasse Mørck spillede smukt i 50’er-traditionen med både solidt akkompagnement og fint afstemte soli.

Snorre Kirk selv viste sig som en fremragende akkompagnatør, der, når musikken krævede det, skiftede ubesværet mellem viskere og stikker og han benyttede begge dele i blandt andet i latinamerikanske kompositioner. Som trommeslager er han diskret og afdæmpet uden behov for at brage løs.

Et par retronumre, som Snorre Kirk selv introducerede, var en "fransk charleston", Coco, og en Kansas City inspireret blues med fræsende tenorspil af Jan Harbeck. Denne musiker har en ualmindelig stor tone og behersker alle facetter på sit instrument.

Man bemærkede, at når piano og bas havde soli, gik cornet og tenorsax pænt ud til siden af scenen og overlod rampelyset til de andre. Unægtelig et gentlemanorkester af fineste beskaffenhed.

Undervejs havde orkestret udtrykt stor glæde ved Pavillonen som spillested. Den særprægede arkitektur med megen træværk gav en fremragende akustik, til stor tilfredsstillelse for et ikke-forstærket orkester. Sidste nummer blev en komposition med flere temposkift og omsider en trommesolo fra Snorre Kirk, indledt med et stille, listigt akkompagnement med kantslag og andet godt og afsluttende med en forrygende, velstruktureret solo på stikker for fuldt trommesæt (dvs. jazztrommesæt, der er mindre end rocksæt). Der var stående bifald fra salen og orkestret kvitterede med et dybt, unisont buk.

Ekstranummer blev en stille ballade, "Yesteryear", og så blev der igen klappet og orkestret bukkede igen dybt til gengæld. Publikum havde fået en dejlig aften og Snorre Kirk (meget mere smilende end det lidt dystre pressefoto) takkede for fremmødet.

Næste koncert er 16. marts. Man kan læse herom på www.jazz9700.