Billede beskrivelse

Hvem sagde firkantede øjne og fingerkrampe? 170 børn og unge skal blive til flere

10. november 2022 kl. 07.43

170 børn og unge var på plads, da Vester Hassing Hallen lørdag og søndag dannede ramme om et kæmpemæssigt lan-party. Deltagerne kom fra store dele af Sydøstvendsyssel, og mens arrangementet blev skudt i gang lørdag formiddag, så stod den siden på gaming i 24 timer. 

Det foregik udi en lang række titler med indlagte konkurrencer i nogle af de store spilklassikere. 

Arrangementet var det tredje af sin art i Vester Hassing Hallen og også det hidtil største. 

- Næste år regner vi med endnu flere deltagere, så vi kommer nok til at lave om på indretningen, lyder det fra Jonas Bundgaard Kristensen fra VHG E-sport. 

Billede beskrivelse

- Vi er meget tilfredse med den store interesse. Det vidner om, at vi har fat i noget rigtigt, tilføjer han og glæder sig over tilsvarende stor opbakning fra sponsorerne. 

- Det er væltet ind med gaver og præmier. Der har virkelig været noget at dyste om, hvilket jo er med til at gøre det sjovere for deltagerne, fastslår Jonas Bundgaard Kristensen.

Om alle gamerne klarede skærene og holdt sig vågne i 24 timer skal være usagt. Der var dog mulighed for at tage en lur i den tilstødende sal. Ligeledes var der indlagt fysiske aktiviteter, ligesom der kunne købes nærende mad og drikke. 

Og så blev der ellers gået til tasterne med stor iver udi spil som CSGo, MineCraft, Fortnite og FIFA, alt imens arrangørerne dygtigt holdt styr på alt fra kabler til præmiefordeling.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste