Her er netværket blevet forbedret
Telenor har moderniseret to mastepositioner i Brønderslev Kommune og udstyret dem med den nyeste 5G-teknologi. Borgere og besøgende nær Brønderslev og Jerslev kan derfor glæde sig over endnu hurtigere internetforbindelse derhjemme og på farten.
Telenor er i fuld gang med en gennemgribende opgradering af sit netværk, der er Danmarks største med 4.200 mastepositioner fordelt ud over hele landet. Senest er turen kommet til Brønderslev og Jerslev, hvor to mastepositioner er blevet udstyret med den lynhurtige 5G-teknologi.
De nye opgraderinger er beliggende på Sdr Omfartsvej i Brønderslev og Mandøgade i Jerslev.
- De seneste år har vi i Telenor investeret massivt i vores digitale infrastruktur, så den fortsat kan håndtere en sikker drift af danskernes hverdag. Det er nødvendigt at fremtidssikre vores mobilnetværk med 5G, når vi ser på danskernes dataforbrug, der alene sidste år steg 17 %, udtaler Jesper Mølbak, som er netværksekspert i Telenor.
Han forklarer bl.a. stigningen i dataforbrug med, at flere bruger mobilnetværket til at få internet i hjemmet, hvor streaming sluger stadig mere af danskernes tid og data:
- 5G giver ikke bare forbedret mobildækning på mobilen. Teknologien er også et stærkt alternativ til fiber og andre kablede internetforbindelser, når man skal have internet i hjemmet. Med 5G-internet får man et trådløst netværk med lynhurtig installation og uden bøvl med teknikerbesøg. Desuden kan det dække en hel families behov med høj grad af fleksibilitet, fordi 5G-internet bl.a. nemt kan tages med i sommerhus.
Det væsentligste element i Telenors netværksmodernisering er udrulningen af 5G. Som den nyeste generation af mobilnetværket muliggør 5G hurtigere og større dataoverførsler end tidligere. Sideløbende opsætter Telenor nyt antenneudstyr, der skal øge kapaciteten i den eksisterende 4G-teknologi, som fortsat benyttes af mange danskere.
Mastepositionerne i Brønderslev og Jerslev er blot få ud af mange, som bliver opgraderet til 5G-teknologien. Ved udgangen af 2023 havde Telenor moderniseret 3700 master, og dermed har langt størstedelen af danskerne i dag adgang til 5G. Efter planen er alle mastepositioner i Telenors netværk udstyret med 5G i første halvdel af 2024.