Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mogens holder foredrag om vendelboerne: - Der er flinke folk iblandt

04. januar 2024 kl. 06.00

Overskriften er et citat fra en af de embedsmænd, som man aldrig har haft den store respekt for i Vendsyssel, hvor befolkningen altid har haft ord for at være anderledes og et mere særpræget folkefærd end andre og med en unik kultur.

Det ved Mogens Gregersen fra Hjallerup meget om, og tirsdag 16. januar vil han i Ørum Kultur- og Forsamlingshus kl. 19 sætte fokus på vendelboerne. Han vil underbygge sine påstande med historier. Han kender vendelboerne, idet han blev født i Ajstrup, er opvokset på landet og har mange aner i det østlige Vendsyssel.

Han er uddannet skolelærer og var de første seks år ansat på Sulsted Skole, inden han var med til at starte Efterskolen i Bakkerne i Hammer Bakker i 1987. Den blev i 2006 til Try Efterskole, da skolen flyttede til Try. Her var han skolens forstander fra 1992 til 2018, hvor han gik på pension.

Han har haft en livslang interesse for lokalhistorie især for den østlige del af Vendsyssel på grund af opvæksten i og ved Hammer Bakker. Har været indblandet i lokalhistoriske udgivelser og var redaktør af ’Barn af Vendsyssel’ i 20 år.

Porten til Vendsyssel

Bakkeøen Hammer Bakker spiller en væsentlig rolle i koloniseringen af det østlige Vendsyssel, og det er netop den kendsgerning, der er udgangspunktet for Mogens Gregersens foredrag. Oldtidsvejene gik herigennem og forbandt blandt andet Sæby med Aalborg over Hundslund og Voergaard. De holdt sig langt op i tiden, og det vides med sikkerhed, at adskillige danske konger med deres følge ofte er kommet igennem bakkerne i forbindelse med rejser til Norge. Ligeledes når de skulle besigtige Hals Skanse. Frederik IV har taget turen for at besøge sin mor, Charlotte Amalie af Hessen-Kassel, på Dronninglund Slot.

I 1644 var Danmark i krig med Sverige. Svenskerne stod ved Limfjorden i januar 1844, og Lars Pedersen Dyrskjøt fra Aagaard i Ørum og Jens Høeg fra Vang var nogle af egnens ledere, der ville forsvare Vendsyssel ved at sørge for, at svenskerne ikke kom over fjorden. Det lykkedes dog ikke, og Dyrskjøt og mange mænd fra egnen blev dræbt. Dyrskjøt blev 84 år og ligger begravet på Ørum Kirkegård.

Kongevejene til Hjørring og Sæby mistede først deres betydning efter 1840, da der blev lavet nye landeveje uden om bakkerne. Det og meget mere kan man høre om 16. januar i Ørum Kultur- og Forsamlingshus. Der er gratis entré, og under pausen serveres der kaffe, boller og kringle til 20 kroner. Beløbet går ubeskåret til kirkens julehjælp.

Bag arrangementet står menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og Klokkerholm Borgerforening.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste