Inviterer til kyndelmisse med pandekager og øl
Vi nærmer os kyndelmisse 2. februar og dermed det tidspunkt, hvor vi er halvvejs igennem vinteren. I Ørum Kirke fejres lysets komme ved en lysgudstjeneste søndag 4. februar. Det bliver en gudstjeneste med læsninger, korsang, fællessalmer og orgelmusik, der responderer teksterne.
Hellevad-Ørum Kirkekor medvirker under ledelse af organist Lasse Christensen, som også betjener orglet, og sognepræst Sandra Fossdal Nielsen er liturg.
Kyndelmisse ligger midt i vinteren
For bønderne i 1700-tallet var dagen en vigtig årstidsmarkering, da kyndelmisse falder nøjagtig midt på vinteren mellem 1. november og 1. maj. På det tidspunkt skulle man helst have halvdelen af både dyrefoder og madforråd tilbage.
Ellers kunne forårets måneder godt blive magre. Ved kyndelmisse blev der afholdt kjørmes-gilder rundt omkring i landsbyerne. Det var sammenskudsgilder med kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse.
Med helligdagsreformen af 1770 blev kyndelmisse afskaffet sammen med 10 andre helligdage som 3. juledag, 3. påskedag, Sankt Hans Dag og Vor Frue Dag.
Kyndelmisse betyder lysmesse
Kyndelmisse er den danske oversættelse af det latinske ord for lysmesse Candelarum Missa. Candelarum betyder lys, og missa betyder messe. I folkemunde kaldtes dagen tidligere også for Kjørmes Knud.
I en kristen tradition kaldes kyndelmisse også Marias renselsesdag. Dagen har fået sin religiøse betydning fra historien om jomfru Maria, der 40 dage efter Jesu fødsel tog ham med i templet. Ifølge jødisk tradition var kvinden uren i 40 dage efter, hun havde født. Da de 40 dage var gået, kunne hun tage i templet for at blive renset.
De første vidnesbyrd om kyndelmissefejringer er fra tiden omkring år 385, hvor man i Jerusalem fejrede Marias renselsesfest 40 dage efter helligtrekongersnat. Denne nat regnede man nemlig dengang for dagen for Kristi fødsel.
Lysgudstjenesten finder sted søndag 4. februar kl. 14 i Ørum Kirke, og alle inviteres efterfølgende til pandekager og øl i Ørum Kultur- og Forsamlingshus.