Fra udfordring til forretningsidé: Nicolai giver andre den plads, han selv savnede
Da Nicolai Hylleberg startede sin egen tømrervirksomhed i beskedne lokaler, manglede han ofte plads til materialer og udstyr. Det satte tanker i gang, som nu bliver til virkelighed. Med en veldrevet forretning og støtte fra Sparekassen Danmark åbner han 1. maj et lagerhotel i Brønderslev, der giver andre de opbevaringsmuligheder, han selv manglede.
Fra læreplads til egen virksomhed
Nicolai blev udlært tømrer i et større firma i Aalborg. Men tanken om at blive herre i eget hus lå tidligt og rumlede i maven på ham.
- Jeg har altid gerne villet være selvstændig og gøre tingene på min egen måde, fortæller han.
I 2018 tog han springet. Fra start handlede det ikke om at vokse hurtigt, men om at få en sund forretning op at stå. Grundlæggende værdier som at overholde aftaler, levere til tiden og have et højt serviceniveau er stadig fundamentet i virksomheden.
- Det lyder måske banalt, men jeg tror på, at det er det, der gør at man på den lange bane overlever i denne branche. At folk kan regne med det, man siger og gør.
I dag har virksomheden 11 ansatte. Selvom den er vokset, har Nicolai valgt at holde fødder solidt plantet i den nordjyske muld. Der er ikke langt fra idé til handling, og i dagligdagen er det vigtigt, at folk bliver hørt.
- Det er vigtigt for mig, at alle kan komme til orde og byde ind med idéer.
To ben at stå på
Ved siden af tømrervirksomheden har Nicolai opbygget en ejendomsforretning med blandt andet udlejningshuse og det kommende lagerhotel. For ham er det ikke to adskilte verdener, men to dele af samme forretning.
Tømrervirksomheden kører stabilt og ambitionen er ikke nødvendigvis at vokse yderligere her, men at holde niveauet og sikre en fornuftig drift. Ejendomsdelen giver mulighed for at sætte gang i projekter i stille perioder.
- Jeg ansætter ikke folk på korte kontrakter, og jeg fyrer ikke folk, bare fordi der er færre opgaver. Når der er mindre at lave i tømrervirksomheden, så bruger vi medarbejderne på projekter i ejendomsdelen, som for eksempel på det nye lagerhotel.
Nicolai har desuden ansat sin hustru, som holder styr på alt det praktiske. Hun er samtidig autorisationsansvarlig for asbestområdet, som virksomheden er en af de få i området, der har.
- Hun er lidt den praktiske gris, der tager sig af mails, indkøb og alt det, der ellers hober sig op, så jeg kan fokusere på det, jeg er bedst til.
Fra tanke til handling
Tanken om et lagerhotel fik for alvor ben at gå på for nogle år siden, da der var en ledig grund på den anden side af tømrervirksomheden.
- I mine første år kunne jeg godt have brugt sådan et sted til opbevaring af blandt andet stilladser, trailer og materialer.
I 2023 begyndte arbejdet med at føre planen ud i livet.
- Det har krævet mange arbejdstimer og et pengeinstitut, der har været tæt på og kunnet sparre med undervejs.
Lagerhotellet ligger på Hvilshøjvej 318 lidt uden for Brønderslev og består af 10 enheder. Flere er allerede reserveret, og interessen er stigende.
Sund fornuft i byggeriet
I forbindelse med etableringen af lagerhotellet har det været vigtigt for Nicolai, at det både er funktionelt og tager hensyn til miljø og drift.
- Vi har blandt andet valgt FSC-mærket træ, varmepumper og ekstra isolering for at holde energiforbruget nede.
Den samme tilgang går igen i resten af virksomheden. Her bliver affald sorteret, værkstedet er efterisoleret, og overskudstræ bliver brugt til opvarmning. Der køres også i elbil, og der er samtidig fokus på det sociale ansvar med blandt andet en medarbejder i skånejob.
- Når der er styr på økonomien, og bæredygtighed er tænkt naturligt ind i projekterne, giver det et stærkt fælles grundlag at arbejde videre fra, siger Søren Kallehauge, erhvervskundechef i Sparekassen Danmark, Brønderslev.
Et godt samarbejde
Da planerne om lagerhotellet skulle realiseres, har samarbejdet med Sparekassen Danmark i Brønderslev været afgørende.
- Uden deres hjælp havde det ikke været muligt at vækste i det tempo på ejendomssiden. De har hjulpet både med det finansielle og har ydet virkelig god strategisk sparring.
Ifølge Søren Kallehauge, erhvervskundechef i Sparekassen Danmark i Brønderslev, er Nicolais udvikling et godt eksempel på en rentabel virksomhed, de gerne vil bakke op om.
- Vi har været med Nicolai fra starten og set, hvordan han skridt for skridt har bygget en sund og velfungerende forretning op. Det er den type samarbejder, vi rigtig gerne indgår i.
Et valg om at bevare overblikket
Selv om virksomheden er vokset, er det ikke ambitionen at blive ved med at udvide i samme tempo.
- Jeg er et sted i livet, hvor det giver mening at vedligeholde og forbedre det, jeg har.
For Nicolai er frihed og arbejdsglæde vigtigere.
- Jeg ser det ikke som et arbejde, men lidt som en hobby, som folk vil betale for. Jeg kan godt lide at bygge noget op, men det skal også være sjovt.
Lagerhotellet er et godt eksempel på den måde, Nicolai arbejder på. Det er en løsning på et problem, han selv har stået med, udviklet oven på en virksomhed, hvor der først er skabt stabilitet.
- Det handler ikke om at blive størst, men at have det godt med det, man laver.
For Søren Kallehauge hos Sparekassen Danmark handler det ikke kun om tal, men om at forstå forretningen bag:
- For os handler samarbejdet om at forstå forretningen bag tallene. Nicolais rejse viser værdien af at udvikle sig med ro og realisme.