Billede beskrivelse

Sådan undgår du myg i haven

28. maj 2024 kl. 13.27

Der findes ifølge eksperterne kun 3 effektive råd mod myg – men du kan alligevel gøre en del for at mindske myggeplagen i din have. Få gode råd mod myg og myggestik her.

Hjælper fugle, myggefælder og myggelys mod myg?

På internettet er der et utal af gode råd om, hvordan du kan undgå myg i din have – du kan bl.a. læse, at du skal værne om dine hvepseboer, sætte fisk ud i havedammen og skabe optimale vilkår for fugle, da disse dyr spiser myg eller myggelarver.

Andre mener, at der er gevinst ved at købe en såkaldt myggefælde, der tiltrækker myg ved hjælp af CO2 og LED-lys. Eller ved at lave et myggelys, der fungerer lidt på samme måde. Man kan både købe myggefælder og myggelys eller lave dem selv.

Men selvom fugle, hvepse og fisk kan begrænse antallet af myg, hjælper de ikke meget, hvis du bor i et område med gode livsbetingelser for myg, og luften står stille i haven en lun sommeraften. Og det samme gør sig gældende for myggefælder og myggelys, der kun har en mindre effekt mod myg.

Ifølge eksperter er der kun 3 virkelig effektive råd – og så en række tips, der yderligere kan mindske myggeplagen.

De 3 mest effektive råd mod myggestik

De bedste måder at undgå myggestik i haven på er at:

- Beskytte dig med tøj.

- Bruge myggebalsam på utildækkede steder.

- Undgå steder med læ, fugt og skygge på tidspunkter, hvor myggene er aktive.

Sådan nedsætter du i øvrigt myggeplagen i din have

1. Tørlæg eller overdæk alle stillestående vandansamlinger – fra vandspanden og bildæksgyngen til trillebøren og regnvandstønden. Hvis der i haven findes et fuglebad, en havedam, en sø eller et svømmebassin, så sørg for, at der er cirkulation i vandet, da myg kun lægger æg i stillestående vand.

- Rens tilstoppede tagrender.

- Tøm trillebøren med regnvand.

- Tøm bildæk, der bruges som gynger, for vand.

- Sæt låg på regnvandstønden, og sørg for at få tømt vandet af indimellem, så myggelarverne ikke kan nå at udvikle sig til voksne myg.

2. Samarbejd med din nabo. Det nytter ikke kun at fjerne kilder til stillestående vand i din egen have. Alliér dig med naboerne og gør det til et fælles projekt, at I sammen fjerner alle potentielle ynglesteder for myg.

3. Nyttedyr. Bestanden af myg kan muligvis reduceres noget ved at skabe optimale forhold for fugle, flagermus, hvepse, guld- og sølvsmede samt at sætte fisk ud i havedammen. Disse dyr spiser nemlig myg eller myggelarver, men dog som regel på tidspunkter, hvor myg er mindst aktive, hvorfor effekten ikke er så stor.

4. Indretning af haven: Undgå læ, skygge og fugt de steder, du ønsker at opholde dig, og vær opmærksom på evt. områder i haven, der med beplantning som buske og træer og enhver form for vandhul kan skabe gunstige forhold for myg og deres æg. Der findes ikke umiddelbart planter, der skræmmer myg væk.

5. Tag tøj på: Sørg for, at myggene ikke kan finde hud at stikke i. Tag derfor tøj på, der dækker arme, ben og fødder, særligt om aftenen og i de tidlige morgentimer.

6. Brug godkendte myggemidler: Du behøver dog ikke balsam på de områder, tøjet dækker. Ifølge flere skadedyrseksperter har myggelys og myggefælder, som betjener sig af ultralyd eller CO2 og LED-lys, ikke den store effekt udendørs.

Find godkendte myggemidler i Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddeldatabase (skriv "myg" i "Produktnavn" og søg).

Hvordan holder du myg væk fra huset?

Hvis du vil undgå myg i din bolig, kan du bl.a. benytte følgende råd:

- Lad ikke lyset brænde indendørs om aftenen, mens du har døre og vinduer åbne.

- Sæt et insektnet i vinduet.

- Hæng et myggenet over sengen.

Er det myggesæson?

Der kan være myg i din have fra ca. starten af maj til slutningen af oktober. Antallet af myg er typisk højest omkring maj og juni, men der kan også være mange myg i august.

Du kan se en status på antallet af myg netop nu, og hvor mange myggestik der har været hvert døgn i hvert år siden 2011, på myggetal.dk.

Del artiklen

Bolig og livsstil

Hvis du er på udkig efter inspiration til din bolig og livsstil, er du kommet til det helt rette sted. Her finder du forskellige bud på, hvordan du bedst kan optimere din boligindretning og din livsstil. Lad dig inspirere af tidens trends inden for boligindretning eller af de store trends inden for livsstil.

Tema

Bolig og Livsstil