Billede beskrivelse

Købt vs. stylet: Nyt liv til vintage fyrretræsbord

01. september 2024 kl. 17.03
Opdateret 20. februar 2025 kl. 11.19

Til daglig indretter boligstylist Line Lundquist både private hjem og hjemlige miljøer hos virksomheder samt boliger til salg og til leje. Som klummeskribent giver hun dig her alle sine bedste råd til at skabe rum, der er rare at være i og smukke at kigge på.

Som boligstylist erfarer jeg gang på gang, at det at have en smukt indrettet bolig kun i nogen grad afhænger af arkitekturen og de møbler og interiør, som man putter ind i det. Til gengæld handler det også i høj grad om, hvordan de enkelte elementer er stylet – altså, hvordan de er placeret i boligen, og hvilke andre elementer, de er placeret sammen med for at skabe det udtryk, som man er ude efter.

Et møbel, som ser fantastisk ud i en bolig, kan falde helt til jorden i en anden. Det handler i dén grad om stylingen. Med serien "Købt vs. stylet" kigger vi derfor nærmere på forskellige møbler og interiør, både genbrug og nyt, og hvordan de helt konkret er stylet. Jeg håber, at det kan give dig nogle gode overvejelser og idéer til dit hjem, og hvordan du kan lege med elementernes udtryk, for at få lige præcis det resultat du er ude efter.

Se også
Renovering hæves til arkitektonisk mesterværk

I denne første artikel i serien, handler det om det smukke vintage træbord. Og allerede nu kan jeg afsløre, at titlen ”Købt vs. stylet” bliver en smule misvisende, da bordet er et arvestykke.

Historien bag, som inkluderer både pandekager og Odense Banegård, har jeg allerede pludret om på min Instagram-profil, så den skal jeg spare dig for her. Men ikke desto mindre er der gode pointer at hente i stylingen, og hey... Det er jo derfor, vi er her.

Fyrretræsbordet har fine udskæringer på benene, to skuffer med nøglehul og en herlig patina, som ikke kan købes for penge. Det har en tydelig vintagestemning over sig. Det udtryk ønskede jeg at omfavne. Samtidig var det vigtigt for mig, at bordet også fik et moderne udtryk, så det passer ind i sit nye hjem. Når vi arbejder med vintage-møbler, er det ofte målet; at lade det enkelte møbel komme til sin ret og stråle i al sin vintage-pragt samtidig med, at det skal glide sømløst ind i indretningen i det hjem, det nu er en del af.

Billede beskrivelse

Det lille billede på væggen over bordet spiller med på referencerne til gamle tider. Det samme gør til dels både den hvide kande i keramik og skrivebordslampen. Når vi kigger på den moderne indretningscene, er både den finurlige kande og lampen dog også noget, som vi ser meget af nu. De fungerer derfor exceptionelt her til at knytte det gamle og det nye sammen.

Kontrast er et nøgleord i boligstyling, og her kommer den særligt i spil i form af lampen i stål, som både i farve og materiale giver det fineste modspil til træbordet. Det hårde mod det bløde. Den lille skammel spiller fint sammen med tonerne i bordet, men giver til gengæld i sin form en meget velkommen udtryksmæssig kontrast. De stramme, smalle metalben og det buede sæde, bidrager med det moderne udtryk, som vi gerne vil have i spil.

Se også
Her er det mest undervurderede element i din boligindretning

Gulvtæppet, stofæskerne, pampasen i kanden og billedet på væggen, holdes i samme nuancer som bordet, og giver et fint og afbalanceret udtryk. Den hvide vase, lampen i stål og de sorte ben på skamlen giver lige akkurat den kontrast der skal til for, at det samlede visuelle udtryk ikke bliver fladt.

Samspil og kontrast er nøgleord.

Overvejer du et nyt køb til din bolig, kan jeg varmt anbefale dig at læse min artikel om, hvordan du sikrer dig, at du kun køber ting, som du bliver glad for i længden. Den finder du her.

Fakta om Line Lundquist

Artiklen er skrevet af boligstylist Line Lundquist, som ud over at skrive boligindhold til dagligt indretter og styler boliger for både private og virksomheder.

Find hende på www.llboligstyling.dk og på Instagram under @linelundquist.

Billede beskrivelse
Del artiklen

Bolig og livsstil

Hvis du er på udkig efter inspiration til din bolig og livsstil, er du kommet til det helt rette sted. Her finder du forskellige bud på, hvordan du bedst kan optimere din boligindretning og din livsstil. Lad dig inspirere af tidens trends inden for boligindretning eller af de store trends inden for livsstil.

Tema

Bolig og Livsstil