Billede beskrivelse

Renovering hæves til arkitektonisk mesterværk

04. august 2024 kl. 14.02
Opdateret 20. februar 2025 kl. 12.07

SKAGEN: Lige nu står den lidt diskret på en hylde i hjemmet på Brovandevej 21.

Den fine lille keramikplatte, lavet af keramiker Hanne Munk Kure, der er beviset på, at lige netop dette hus er præmieret af Skagen Byfond for at være med til at højne den arkitektoniske kvalitet i byen.

– Den skal ud at hænge på gavlen, fortæller arkitekt og ejer af huset, Rasmus Jørgensen, stolt om den pris, han fik uddelt i juni måneden for sin renovering.

Når man ser huset, forstår man godt, hvorfor netop dette faldt i byfondens smag. Intet er overladt til tilfældighederne, alle sanserne er tænkt ind.

– De her kommer til at dufte af appelsin, fortæller Rasmus Jørgensen og peger på et bed med nyplantede choisya-planter lige ved hoveddøren.

Billede beskrivelse

Mos, der normalt gror i Alperne, kirsebærtræet, integreret lys i betonbelægningen og sågar en basketballbane i baghaven. Både ude og inde har Rasmus Jørgensen haft opmærksomhed på alle detaljer, og store som små beslutninger er nøjsomt blevet vendt.

Huset er oprindeligt et parcelhus med røde mursten og små vinduer. Rasmus Jørgensen og hans bedre halvdel faldt tilbage i 2008 for huset på grund af dets grundplan og store have og de muligheder, der var i det for parrets to børn. I 2021 påbegyndte de renoveringen og i dag er det - stort set – færdigt, -Der mangler lige lidt i haven.

Billede beskrivelse

Huset har gennemgået en enorm forandring og fremstår i dag yderst moderne med en kombination af en sortpudset facade samt en tilbygning til huset beklædt med gråpatinerede trælister og store vinduespartier.

Husets fordør er placeret i den sorte del af huset og elegant -følges man til døren af det sorte plankeværk, der understreger husets stil og tydeligt skaber sammenhæng mellem huset og dets omgivelser. Sammenhængen fortsætter inden for døren, hvor væggene er sorte, og hvor træelementer pryder i både køkken og bad.

Billede beskrivelse

Nuancerne i huset er mørke, gardinerne tunge, og velourpuder og udvalgt brugskunst understreger den internationale stil, der præger huset. Det er gennemført til fingerspidserne.

Indenfor kommer de store vinduer rigtigt til sin ret. Ved siden af spisebordet finder man en glasvæg og -dør, der leder til et udendørs spiseområde, og for enden af opholdsstuen er ligeledes et vinduesparti, der ikke alene leder til en udendørs, overdækket lounge-terrasse, men som igen afslører perfektionisten i Rasmus Jørgensen.

– Kan du se den hylde under fjernsynet? Den fortsætter også på ydersiden af vinduerne.

Det er overskudsagtigt at lade dele af inventaret følge med ud, men det egentligt interessante ved at lave udeområder, der på denne måde er en del af huset, er, at det skaber en naturligt glidende overgang mellem inde og ude. Man får en fornemmelse af, at dette hus kan leve med sæsonerne, alle sæsoner.

Huset på Brovandevej er belønnet for sit arkitektoniske bidrag til byen, og som al anden god arkitektur larmer det ikke unødigt, men det er i de gennemførte løsninger og smarte detaljer, at kvaliteten afslører sig.

Del artiklen

Bolig og livsstil

Hvis du er på udkig efter inspiration til din bolig og livsstil, er du kommet til det helt rette sted. Her finder du forskellige bud på, hvordan du bedst kan optimere din boligindretning og din livsstil. Lad dig inspirere af tidens trends inden for boligindretning eller af de store trends inden for livsstil.

Tema

Bolig og Livsstil