Billede beskrivelse

Yeeha! Nu kan du gå til kæpheste-ridning i Aalborg

Hvis du ikke er meget for en levende pru-hest, så kan du måske være med her?

17. marts 2022 kl. 19.52
Opdateret 18. marts 2022 kl. 15.16

AALBORG: Hvis du synes en ægte hest er lidt for stor, lidt for levende og måske lidt uoverskuelig at begå sig på, så er der et vaskeægte slagtilbud for dig her.

For vidste du, at man faktisk snildt kan gå til ridning uden at skulle i kontakt med en levende hest? Ikke kun i Finland, hvor de efter sigende har kæpheste-mesterskaber, men også lige her i dejlige Aalborg kan du gå til ridning med fødderne solidt plantet i jorden.

Det er altså Vestbyens Rideklub, der tilbyder kæpheste-ridning en gang om måneden. Her får du mulighed for både at prøve kræfter med spring, dressur og mange andre sjove ting på en rigtig ridebane.

- Og man bestemmer helt selv, hvor frisk ens hest skal være. Derfor kan kæpheste være en sjov og afslappet start på ridesporten - især for de mindste, skriver Vestbyens Rideklub på deres facebookside.

- Men alle er velkomne!

Så måske dette er dit startskud til en stor karriere indenfor kæpheste-ridning? I modsætning til ridning på en levende hest, så kræver en kæphest jo hverken foder eller lange eftermiddage med mugning i stalden. Det er da et kæmpe plus.

Og så koster undervisningen endda også kun 25 kroner per gang.

Du kan deltage den første torsdag i hver måned mellem 15.30 og 16.15.

Gadagung gadagung. Vi ses derude.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste