Vilde med Wefood: Så mange ton overskudsvarer er reddet fra skraldespanden
Der er stor interesse for at handle bæredygtigt og billigt i butikken på Godsbanen
AALBORG: Allerede inden åbningen i sommer, var der kæmpe interesse for Wefood her i byen. Og siden er kunderne fortsat med at bakke op om butikken, hvor du kan handle både billigt, bæredygtigt og samtidig bekæmpe sult i verdens fattigste lande.
Wefood Aalborg er en del af Folkekirkens Nødhjælps bæredygtige supermarkedskæde med alt fra fødevarer, genbrug og tekstil, og frem til udgangen af sidste år nåede butikken at sælge 29 ton overskudsvarer, som ellers ville være blevet smidt ud. Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.
- Vi er utroligt glade for, at så mange mennesker sætter madspild og klimaet på menuen og har lyst til at handle i Wefood, siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.
Salling Fondene støtter, og organisationen Y’s Men har siden åbningen bidraget økonomisk til den nye butik og vil fortsat gøre det i nogle måneder endnu.
Overskuddet fra landets seks Wefood-butikker går til Folkekirkens Nødhjælps projekter med at bekæmpe sult og klimaforandringerne i verdens mest udsatte områder.
Wefood-butikken på Godsbanen havde allerede i sit første halve leveår et overskud på over 300.000 kroner, som nu kan sendes videre til mennesker i verdens brændpunkter.