Wafande giver gratis koncert for at åbne helt særligt område på havnen
Under DM ugen er der lavet en stor "kom-og-prøv"-park, hvor der også er medaljer på højkant
AALBORG: Er der gået en alletiders showdancer eller bueskytte tabt i dig?
Skulle man blive inspireret af de seje atleter til at prøve kræfter med en ny, spændende sport, kan man lægge vejen forbi DM-ugens "kom-og-prøv-park" i Utzon Parken - lige ved siden af DM-ugens centrum, Honnørkajen.
Der er imidlertid også plads til både den sultne, den tørstige og den udmattede; området byder nemlig i øvrigt på både foodtrucks, en drikkebod og et chill-out område med strandstole.
Guld til de mindste
Parken er åben fredag, lørdag og søndag, og der er gratis adgang. For dem, der ikke er så meget for fysisk aktivitet, er der løbende underholdning på scenen.
De mindste har også mulighed for at vinde deres helt egen DM-guldmedalje. "Kom-og-prøv-parken" er søsat af Spar Nord Fonden, og ved deres telt får børnene udleveret et kort, hvorefter de kan prøve mindst fem forskellige aktiviteter, som udløser et stempel på kortet. Når kortet er fyldt, kan de til sidst hente deres guldmedalje.
Wafande åbner scenen
Udover de omkring 30 forskellige aktiviteter, rummer "kom-og-prøv-parken" også en scene.
Her åbner Wafande festen, når han spiller op fredag 23. juni klokken 18, og der er flere musikalske oplevelser i vente i løbet af weekenden, blandt andet Kim Larsen for børn, MGP Allstars og HipsomHap.
Ud over alle de spændende aktiviteter, der venter i Utzon Parken, er der også arrangeret andre kom-og-prøv-aktiviteter rundt om i byen. Gå på opdagelse i DM-ugens app og få hele overblikket.